Maisolen sendte sine Straaler ned over Byen; med Straalerne fulgte der Varme, lys og Haab, og de mange tusinde Mennesker, store og sma, gned sig i Hænderne og smilte fornøjet, fordi det var godt Vejr idag; ti det var den 17de Mai.

   Træerne oppe i Slotsparken og nedover langs Karljohan hadde aabnet sine grønne Knopper og sendte sin friske Duft ud i Morgenluften.

   Fra Fjorden blæste en svag Bris indover og viftede med tusinder af Flag, udhængte over hele Byen.

   Det var Feststeming, Jubel og Lystighed.

   Den laa ligesom i Luften og Smøg sig ind i Husene til Rigmændene i deres luksuriøse Værelser, til Ungdommen, som huskede, at i dag var de fri Skolen, og til de fattige Arbejdere, som glædede sig, fordi de i dag havde bare halv Arbejdsdag, den luftede med Vinden gjennem Gaderne og spredte sig blandt Smaagutterne, der gik omkring med sine smaa Flag og raabte: "Længe leve 17de Mai"

   Ogsaa nede i de trangeste Smalgader havde Solstraalerne fundet frem, og der sendte de sit Skin ind i en aaben, ubeboet Kjælder med ituslaaede Vinduesruder. Engang havde der nok boet en fattig Arbejderfamilie dernede, men selv for den havde der været for mørkt, og da den flyttede, vilde ingen mere leje "Bekvemmeligheden". Nu var den øde, vanskjøttet og forladt. Døren var udtaget, og inde paa Gulvet laa der en Haug af gamle Træmaterialer, Mursten og Kalk.

   Men henne i en Krog af Kjælderen, paa det bare Gulv med en Fjæl under Hovedet, laa en ynkelig forkommet Mandsskikkelse og sov.

   Det var et besynderlig udseende Menneske, lang, mager og fillet klædt. Det mørkgule Haar hang i lange Tjavser nedover Panden og skjulte næsten helt et Par mørke, indhulede Øjne; de tynde, blaa Læber var haardt sammenpressede, og rundt omkring voksede gule, flisede Skjægstubber. Da trengte en Solstraale helt hen i Krogen, hvor han laa; den strejfede over Ansiget - et magert Ansigt - han vaagnede, gned sine Øjne og gabede; men Hovedet var ikke rigtig klart, han sansede ikke og saa omkring sig med et forundret Blik, som om han vilde spørge, hvor han var. Men om en Stund stod det klart for ham altsammen, han rejste sig, tog sin tilsmudsede, gamle Hat op fra Gulvet og smøg forsigtig ud paa Gaden. "Oj, der var fælt dernede ! - Ja, nu husker jeg det, det var altsaa der, jeg lagde mig inat. Jøsses, hvor skal det ende med mig tilslut!"

   Han gik henad Gaden med ustø, vaklende Skridt; det brændte saa forunderlig i alle hans Lemmer, han var udmattet, havde Feber, eller hvad det var.

   "Hej, se "Lange-Rangelen", du!" skreg Smaagutterne, sprang efter og drillede ham. "Lange-Rangelen" var nemlig hans mest populære Navn, og blandt dem, som kjendte ham, var der egentlig faa, som vidste, at hans rette Navn var Nils Andersen. Af Fødsel var han Gudbrandsdøl, og det var nu mange Aar, siden han kom til Byen. Det havde været trangt for Forældrene derhjemme, bare en liden Pladsebod at leve af og smaat med Fortjenesten paa alle Kanter. Dette havde Nils ikke villet finde sig i, og saa havde han besluttet at rejse over havet. Der gik jo Rygter om, hvor let det skulde være at tjene Skillingen derborte i det store, rige Amerika. Men han havde ingen Ting at rejse med, og ingen vilde laane ham noget. Da var Nils bleven sint og havde svoret paa, at han ikke oftere skulde tigge om noget i Hjembygden, og en vakker Dag havde han saa forladt Hjemmet og rejst sydover forat søge Arbejde. Det var omtrent 30 Aar siden nu, og han havde været mange Steder siden den Tid. Penge havde han tjent; men de var gaaet med efter hvert; ti han drak og turede af og til og tænkte idetheletaget slet ikke paa at spare.

   Men da han tilslut var havnet herinde, da begynte det at blive værre og værre med Drikken, og efterhvert blev det ogsaa værre og værre for Arbejde. Folk pegede efter ham og kaldte ham Fyldebøtte og Kranglefant, og et sligt afskyeligt Menneske vilde ingen vide af. Hvem behøvede ogsaa det? Hvem behøvede vel at bry sig med Tanken om, at der kunde være Oprejsning endog for et sligt "forfaldent Subjekt?" Nej, det faldt vist ikke en levende Sjæl ind, og derfor mødte han ogsaa bare Ringeagt. Men det gjorde ham endnu hidsigere paa Drikken, saa nu var han sunken ned i den værste Elendgihed.

   Indtil i gaar havde han havt Tag over Hovedet hos en Ølkjører, han kjendte; men igaar var han jaget ud; Pengene, han havde lovet at betale naar han fik Arbejde, havde det altfor smaa udsigter med, derfor skulde han nu sørge for Hus selv. Saa havde han da trasket omkring hele Dagen og langt ud paa Natten uden Mad, uden Hus, indtil han havde fundet den tomme Kjælder og lagt sig der.

Ovenpaa et saadant Liv, en saadan Nat, kan det vel ikke være saa underligt, at Nils var opfyldt af et bittert Had, som han nu slæbte sig henad Gaden, Had til sig selv, Had til alle og alt, som omgav ham.

   Han vendte sig om mod Smaagutterne, jagede dem væk og gik videre. Han hadde intet Maal, intet Haab at Klænge sig til idag mer end ellers.

   Det forekom ham saa underligt, at alt ligesom bar Søndagspreg idag, men Søndag kunde det alligevel ikke være ti Butikerne stod aabne, og Folk gik ind og kom ud som ellers paa Hverdagene. En Sporvogn rullede forbi, og den var smykket med to smaa Flag, Kusken havde en splinterny Uniform, og alt saa saa høytidelig ud. "Hvad kan det være for en Dag idag?" tænkte Nils og gik videre. Men længer henne i en Tværgade mødte han et helt Tog af Gutter; foran sig bar de en blaa Fane med Guldfrynser, og bagefter den myldrede det med Flag i røde, hvide og blaa Farver. Der var bare Ansigter med Smil og Latter at se rundt omkring. Da hørtes der pludselig et Hurraraab fra dem i Spidsen; det forplantede sig bagover gjennem Rækkerne i skingrende, bølgeformig Lyd, indtil det døde ud langt henne i Gaden; men saa begynte det paa nyt i et eneste, langt Brøl, og denne Gang hørte Nils en, som raabte: "Leve 17de Mai!" og saa forstod han det altsammen. Massen myldrede forbi; men han blev gaende bagefter og grublede paa, hvorfor man egentlig skulde gjøre saa meget Leven bare fordi det var 17de Mai.

   Det var jo vor Frihedsdag, det vidste han, men hvad Nytte han selv hadde af Friheden, det forstod han ikke, kun det forstod han, at han ikke passede rigtig i denne glade Skare. Han svingede af og gik nedover mod Havnen. Den friske Duft derude fra Fjorden gjorde ham saa godt: ti Lungerne var saare og sygelige efter Nattesøvnen nede i den aabne Kjælder. Der borte paa den anden Side af Fjorden var der grønne Bakker, Aaser og Skog, som smilte saa forunderlig dejlig i Solskinnet, at det greb ham med en Følelse af, at det dog alligevel maatte være værdt at leve. Ja Livet, Livet! han kunde ikke slippe det endnu, det følte han, og dog var Livet hans eneste store Ulykke.

   Men, som han betragtede Træerne og Aserne, kom han til at tænke paa en liden graa, uanseelig Stue oppe i Gudbrandsdalen. Selv sidder han paa Dørstokken og leger med Katten, som ligger foran ham paa Stenhellen, strækker Poterne fra sig og vil gjøre sig det magelig i Solskinnet. Moderen sidder ved Siden af og græder, græder over Nils, fordi han har været ulydig, og saa siger hun til ham, at hvis han fremdeles vilde være ulydig og styg, saa kom han til at blive et Udskud. Nu huskede han denne lille Scene saa tydelig, som om den var hændt ham i dag.