Sjøslaget i Troldfjorden
(Artikkel i Verdens
Gang - 17. mars 1890)
Fra vor rejsende
Medarbejder
S v o l v æ r , Mars
Den Kamp, der, som jeg
tidligere telegrafisk har meddelt, forefaldt mellem et Notlag og
Fiskerne i Troldfjorden, har vakt stor Opsigt heroppe, og Begivenheden
er vistnok ogsaa enestaaende i sit Slags.
Den lille Fjord er
bekjendt for sin vilde, storartede Natur, og noget troldaktig er der
ogsaa ved den med de nøgne, sønderrevne Fjelde stigende næsten lodret op
paa begge Sider. Indenfor der, hvor Noten staar, har efter Sigende
bestandig ligget Is om Vinteren, og selvfølgelig har intet Fiske kunnet
drives der, hvorimod man udenfor Isen har fisket rigtig godt enkelte
Aar. Ogsaa i Vinter har der været drevet Fiske udenfor, og jo nærmere
Isen man kunde sætte Redskaberne, jo større var Fangsten. Alt tydede
saaledes paa, at Fjorden var fuld av Fisk. Ejerne af nogle Smaadampskibe
i Svolvær tilbød da de ved Fjorden stationerede Fiskere at bryde op Isen
for dem mod en Godtgjørelse af 1 krone pr Baad – dette svarer omtrent
til 1 Torsk pr. mand – mer (enn) det vilde Fiskerne ikke gaa ind paa –
de fleste af dem vilde ingenting give som Vederlag.
Imidlertid havde Ejerne
av Dampskibene lejet en større Sildenot, og efter Konferanse med
Opsynschefen stængte de over, tæt udenfor Iskanten. Nu aabnedes efter
Opsynschefens Foranledning Underhandling med 15 Mand, der af endel
Fiskere valgtes som deres Repræsentanter. Resultatet af Forhandlingerne
blev som bekjendt en Overenskomst, hvorefter Notlaget skulde bryde Isen
op mod at faa Halvdelen af det ved Garn eller Line opfiskede Kvantum.
Fejlen var, at kun et
Faatal af Fiskerne havde været med paa at faa denne Ordning istand –
Flertallet nægtede at respektere den.
Det Optrin, der
forefaldt Onsdag Morgen, og hvorved Udsikten til enhver fredelig Ordning
med en Gang brødes over, havde Karakteren af et formeligt Sjøslag. Over
500 Baade med en samlet besætning af omkring 3000 Mand stormede paa mod
en Barrikade af Dampskibe og Notbaade, sammenkoblede med Kjættinger og
tykke Trodser.
Der var et Mylder, et
broget Liv, som man aldrig skal have set Magen til. Henover Rækkerne
summede det med Trudlser og misfornøjede Udraab, Fiskerne rejste sig i
Baaderne, svingede med Aarene og truede med Hænderne, knyttede Næver
raktes i Vejret, og en enkelt Økse saaes at blinke over Hovederne.
De, der laa bagerst,
opmuntrede de forreste.
- Klem paa! Kap
Taugene, vi vil frem !
- Ja vil vil frem! – Og
Hundreder af Baade, Side om Side, lagde Stevnerne mod Barrikaden. Kampen
konsentrerede sig særlig om et Punkt, hvor der mellem to Dampskibe laa
en Notbaad fastsurret. Folkene i Baaden kjæmpede imod længst muligt, men
jagedes tilslut bort med Undtagelse af en ung Mand, der fremdeles i
fortvilet Raseri slaar løs paa Angriberne.
Han har mistet sin
Hovedbeklædning, og der øses og skvættes iskold Sjø nedover ham, til han
endelig, gjennemvaad og ilde tilredt, flygter ombord i et af
Dampskibene. Der tager han Sprøjteslangen og sender Vandstraalen nedover
sine Fiender, der nu er ifærd med at fjerne Notbaaden og bane sig Vej.
Da ser man en Mand
henne i Mylderet springe op, hoppe fra den ene Baad til den anden, entre
Dampskibet og i vildt Raseri anfalde Sprøjteren. Slangen rives ifra
denne, og Straalen vendes mod Skibets egne Folk. Andre kommer efter, og
snart er Fiskerne Herrer oppe paa Dampskibets Dæk.
Slaget er foreløbig
vundet, Notbaaden er fjernet og de første Fiskerbaade har smøget sig
igjennem den trange Passage.
- Hurra! Kom bare efter
Karer, alle som en. Klem paa.
- Klem paa skal være!
Ro væi! Raabes der i Kor udenfor.
Notlagets Folk og
Opsynsbetjentene søger at advare dem mod at fare fram paa denne
voldelige Maade, men deres Raab overdøves af Larmen.
- Vi bryr os ikke om,
hvad Storkarene siger, vi telegraferer til Stortinget, saa skal der bli
Greje paa det. Havet er frit for alle, ingen har Lov til at bruge Not
paa den Maaden!
- Ro væk!
Og ind stormer lidt
efter lidt hele den mægtige Flaade under Skrig og triumferende Hurraraab
fra Tusinder of Struber, og ombord i de fire Dampskibe staar de
Overvundne som magtesløse Tilskuere overfor den rasende Mængde.
* * * *
Angaaende den juridiske
Side ved Sagen er Meningerne meget delte. Alt synes at tale for, at
Dampskibenes Ejere eller Notlaget burde kunne betinge sig en
Godtgjørelse for at bryde Isen op og ved Notstænging hindre Fisken fra
at gaa ud af Fjorden, og de synes saa meget mere uangribelige, som
Opsynschefen fra først af har baade billiget og tilraadet Foretagendet.
Men som sagt: det uheldige ved Tingen er, at kun nogle faa Fiskere var
med paa Overenskomsten, der saaledes ikke blev bindende for den store
Masse, og naar en Not blir staaende over en Vaag eller Fjord over 24
Timer i saa lang Afstand fra Bugten som her er Tilfældet, er enhver
berettiget til at fiske indenfor – det vil da sige efter den gjældende
Sildelovgivning, og den alene maa komme til Anvendelse her, da der er
brugt Sildenot, mener omtrent samtlige, jeg har talt med om Sagen.
Under alle
Omstændigheter er det en Fejl ved vor Fiskerilovgivning, at den ikke
indeholder Bestemmelser om Torskefiskeri ved Not. Det er ikke første
Gang, dette Redskab har været brugt under Lofotfisket. I en anden Fjord
her i Nærheden blev for et Par Aar siden den samme Fangstmaade forsøgt i
større Skala, og det ledede ogsaa den Gang til uhyggelige Forviklinger
og Tvistigheder. Saavel Baadfiskernes som Notbrugernes Tarv kræver, at
der snarest muligt gribes ind af den lovgivende Myndighed.
|