En Stril.

Af  S. M. Digernes 

   ”Ola i Vikjen” kaldte man ham; under det navn var han godt kjendt. Men naar han var i Byen, og en eller anden Bymand spurgte om hans Navn, svarede han med en fornem Mine: ”Ole Olsen Bekkevig”.

   Selv skrev han det aldrig, thi han kunde ikke skrive. Men naar det var absolut nødvendigt, tog han bare i yderste Ende af Penneskaftet, og under Navnet blev sat m. p. p.

   Forresten syntes alle, at Ola var en besynderlig Mand. Thi han var ikke som Folk ialmindelighed, og slet ikke var han af dem, der røbede sine Tanker. Han beholdt gjerne alt for sig selv, og det var vanskelig at komme paa det rene med, hvilke Tanker han gik med. Han brydde sig ikke om, hvad Folk sagde; selv om de skjældte ham ud, drog han bare paa sit sejge Smil, medens han grov efter den lange Tobaksdaase dybt nede i de vide rynkede Bukser. Der var dog ogsaa dem, som havde seet ham sint; men det var meget sjelden. At studere hans vejrbidte Fysiognomi var en Fornøjelse, men dog et resultatløst Arbejde forresten. Selv for den, som var bleven saa fortrolig med ham, som det overhovedet lod sig gjøre, blev dog Ole en uløselig Gaade. Derfor sagde ogsaa Folk ialmindelighed: ”Dar er ingjen, so forstend seg paa han Ola”.

   Der var dem, som troede, at hans underlige Fremtræden kom fra en Kjærlighedsaffære i hans Ungdom; (han var nu henimod de femti). Der fortaltes følgende derom:

   Lars Garnæs havde en Datter, som hed Berthe, Hun var den yngste og eneste, som ikke var gift endnu. Rigtig vakker var hun ikke, men efter de almindelige Forhold i Bygden var hun rig. Hun var lidt finere paa det end Folk i Almindelighed; hendes Fader var nemlig en gammel Jagteskipper, som havde faret paa Lofoten og ved lang og forsigtig Handel lagt sig op lidt Penge. Folk regnede ud, at Lars maatte være Mand for sine 4000 Daler lavest sat, og da han nu havde 4 Børn, var det klart, at Berthe maatte faa sine Tusind. Der var derfor mange, som tilbød sig baade hos Berthe og ”Gamlingen paa Garnæs”. Da hun var to og tyve, var hun endnu ikke forlovet. Ola, der var et Aar ældre, kom ogsaa paa sin Maade i Skade for at huglægge Berthe. Enten det nu var for hendes egen eller for Pengenes Skyld, er ikke godt at sige. Ola var selv ikke god for at sige noget derom; det blev hans egen, dybe Hemmelighed.

   Da hændte det seg engang, da Ola var i Byen alene og var færdig til at ro hjemover, at Berthe Garnæs kom nedover til Bryggen og bad om at faa følge med hjemover. Det havde Ola ikke noget imod. Saa bar det afsted med de to. Da han nu sad der i det varme Sommervejr og roede og saa Berthe siddende der paa Bagtoften foran ham, kom det for ham, at dette var en god Lejlighed til at fri. Men der skulde Mod til og han fik det ikke frem. Han roede stærkt, saa Sveden dryppede, og han roede sagte;  han blev rød og han blegnede. Berthe sad og betragtede ham forundret; hun forstod ikke, hvad der gik af ham. Og han sagde ingenting.

   De havde roet længe paa denne Maade og havde nu ikke langt igjen. Ola følte vel, at nu gjaldt det at rappe sig, og saa kom der ud af ham nogle brudte, plumpe Ord. Han havde gjort sin Kjærlighedserklæring, og et Nej fik han saa tydelig, som han kunde forlange.

   Dette rygtedes strax efter; thi Berthe foralte det altsammen og lo, saa hun stod kroget. At den uanseelige Ola havde sigtet saa højt som til hende, ja endog brændt løs; det var vel drøjt! Han fik sagtens ogsaa høre det mer end en Gang; men det var ogsaa baade første og sidste Gang, Ola gik paa Frieri. Fra den Stund var han mer sturen og underlig af sig end før, sagde man.

   Han holdt sig mest for sig selv, havde egen Stue og egen Baad hjemme i Bekkevik, saa kaldtes en liden Klynge af smaa, graa Fiskerhytter, der laa for sig selv paa en Ø et godt Stykke fra Fastlandet. Selve Øen laa dog ikke enslig; den var omgiven af en Mængde Smaaøer, Holmer og Skjær. Naar Vestenvinden væltede Nordsjøens vaade Masse indover dem, saa man bare hvidt Bølgeskum og Drev langt udover. Det var ikke almindeligt, at Skibe, som kom vestenfra, sejlede ind her; men det hændte dog ofte, at saadanne, der var ukjendte paa Kysten, laa udenfor og flagede efter Lods, og var han kjendt, kunde det godt lade sig gjøre at sejle indover gjennem ”Ytreleden”, som det kaldtes. Den, der bedst af alle kjendte Farvandet ud og ind, var Ola, og han var den, der lodsede mest gjennem ”Ytreleden”.

   Naar han selv sikker og stød med den gamle Sydvest langt nedover Ørene stod oppe paa Dækket og stirrede indover de skumklædte Holmer og Skjær, medens han ved korte Ord og livlige Gebærder viste den rigtige Kurs, da vilde man bemærke, at en hemmelig Glæde lyste ud fra de røde Øjne og et svagt Smil spillede om han Læber. Herude var han godt kjendt; han var stolt af at kjende det vanskelige Løb mellem Skjærene. Han var som oftest at finde herude, hvor han fiskede og roede dagstøt, og hvor han syntes at have en Konges Ret.

___________

   Det var en Kvæld ud i Juli Maaned; de smaa Holmer stod grønne. En utallig Masse Maager fløj skrigende omkring i Luften, spejdende ned paa den blanke Havflade, som de af og til flaksende berørte med Vingerne. Ternerne skreg, saa det skar i Ørene, og Tyvjoen fløj frem og tilbage mellem dem. Der var et travelt liv ude med Havet ikveld. Silden, den ulykkelige Skabning, som alle slaas om og ingen lader i Fred, søgte nemlig ind under Land, hvor Fiskerne, der havde opdaget den, alt laa og ventede med Baade og Nøter. Havstrilen kan ogsaa være lystig til sine Tider, og ikveld, da han ventede Silden, var han det. Inde fra Bugten, hvor Baadene laa, hørtes Sang og Latter. Men der var en iblandt dem, som hverken sang eller lo: der var Ola.

   Store, mørke Skymasser viste sig vest i Horisonten, man begyndte at spaa om Storm. ”Me fær ein rykande Vestavind, naar da lid ut paa Natti, Kar, og daa er det forbi med Sildo”, sagde Mons paa Hestholmen; han var bekjendt som den sikreste Vejrprofet, man vidste af. Ola sagde ingenting; han stirrede en Stund udover og betragtede Skyerne alvorlig, derpaa vendte han sig og plirrede lidt med Øjnene. Skulde han have sagt noget nu, vilde det blive: ”Ja, du hev Ret i da”. Om en stund begyndte det at puste indover fra Havet. Det øgede paa lidt efter lidt, stærkere og stærkere. Bølgerne hævede sig og væltede fraadende mod Land, og en tyk Regnbyge lagde sig over Sjøen. Folkene roede Baadene ind paa Bugten, fortøjede og gik iland. Det var ikke at tænke paa Silden mer. Ola havde ikke Ro paa sig, han skulde hjem; det var bare et lidet Stykke over et lyngbegroet Næs, der stak ud mod Vest. Som han traskede afsted i sine tunge Sjøstøvler, spejdede han af og til ud over Havet; i Uvejr skal en Lods være mest opmærksom. Han satte sig ned paa en Tue, støttede Albuerne mod sine Knæ og gav sig til at stirre. Jo, han opdagede virkelig tilslut en hvid Gjenstand i Horisonten. Noget Flag kunde han ikke se; men han skjønte godt, at naar Sejleren kom saa nær Kysten, søgte den Land. Han rejste sig langsomt op, som han plejde, og gik nedover mod Nøstet, hvor hans Baad var. Vinden blæste ikke stærkere, end han godt kunde vove sig afsted. Ola satte Sejl til og krydsede udover.

    Det var den Tid af Aaret, da engelske Lorder og Rigmænd paa sine prægtige Lystyachter plejer krydse under den norske Kyst, og ”The Duke”, som nu laa udenfor, var en saadan, tilhørende Mr. Bull fra London. Den skulde til nærmeste By, men havde taget fejl af Indløbet og laa nu raadvild udenfor. Styrmanden gik med raske Skridt frem og tilbage paa det staselige Dæk og gav korte Kommandoord til Mandskabet, der adlød hurtig og mekanisk. Mr. Bull lænede sig til Rækken, han sagde ingenting, bare saa ind over Brændingerne og rystede betænkelig paa Hovedet. Mrs. og Miss Bull sad nede i den luxuriøse Salon, blege, forskræmte og nervøse, skjælvende for hver Gang de blytunge Bølger slog mod Siderne og løftede det lille Skrog. Mr. Bull havde hørt, hvor farlig den norske Kyst til sine Tider kunde være, men han havde ogsaa hørt om de norske Lodsers uforfærdede Dygtighed og havde sat sin Lid til dem. Nu saa han ingen. Han hævede sin Kikkert til Øjet atter og atter, men forgjæves. Han var næsten træt af dette, da han pludselig sænkede den og en let forklarlig Glæde lyste ud af hans Øjne. Han raabte paa Styrmanden, gav ham Kikkerten og pegede med Fingeren indover. Styrmanden saa en Stund i den angivne Retning, derpaa rakte han Kikkerten tilbage, nikkede og sagde: «All right, Sir!» Men Mr. Bull sprang nedenunder og raabte ind i Salonen: «Vi er frelste, jeg ser Lodsen». Og Lodsen kom.

   Langsomt og sikkert krydsede Ola udover mellem Havsjøerne til han kom op mod Yachten.

   «Da er ein Engelskman, ser eg», sagde han stilt for sig selv og betragtede nysgjerrig Fartøjet.

   Han sejlede forbidet, fik Sejlet ind i en Fart, tog Aarerne og roede tæt forbi Siden. De kastede et Toug til ham: han greb det med begge Hænder og holdt fast, til Baaden fik svinget paa sig; da tog han med den ene Haand efter Fangelinen greb saa atter med begge Hænder om Touget og blev halet ombord av Matroserne. Rolig og med sit vante Smil gik han agterud og gjorde Fangelinen fast, saa Baaden blev hængende bagefter; derpaa vendte han sig og saa først indover gjennem Ytreleden, derpaa op i Riggen, om alt var i Orden, saa greb han selv Roret, og indover bar det med lynende Fart.

   Det var ikke første Gang Ola kjendte et Skibsdæk under sig, eller styrede et Skib, indigjennem her. Han var saa tryg og sikker. Da hørtes der pludselig en skarp Fløjten gjennem den mørke Regntaage; endnu engang lød den hvinende, skjærende som et Ulykkesvarsel. Det var ikke frit for Ola blegnede, der han stod med Hænderne fastklemte om Roret. Han hørte godt, at det var en Dampbaad. Kom den udover? Hvad vilde den her nu? Passagen var yderst trang, skulde de mødes, saa - . men hvorledes skulde han faa varskoet den? Nej, det var jo umuligt. Han stirrede fremover paa begge Sider af Skibet; kanske var det indenfor Øerne, det fløjtede? Han saa ingenting; hans gamle Sikkerhed vendte tilbage.

   Indover gik det med en Hurtighed, der ikke gav Fuglenes Fart over deres Hoveder stort efter. Midt mellem Grundbraat og skummende Sjøsprøjt, tæt forbi Skjær og skjulte Baaer styrede Ola indover, medens Sjøen fossede og tørnede sig op for Bougen. Det syntes som en legende Dødsdans. Mandskabet vexlede forundrede Blikke med hinanden, og saa af og til spørgende paa Lodsen. Men for ham var dette noget ganske almindeligt.

   Plutselig lød atter Damppibens Fløjten nærmere og skarpere end før. Han saa indover under Storsejlbommen; jo denne Gang var det ikke bare Lyden, som forskrækkede; der kom virkelig en Dampbaad udover, og den var nu ganske nær. Ola skreg noget, som ingen forstod; hans Skjæg rejste sig omkring Munden, der blev blaa, og han bed sig i Læberne. Der var kun en Ting at gjøre: begge måtte styre til Siden. Bare ikke – huf, ja, det var en skrækkelig Tanke. Nu gjaldt det. De holdt paa at mødes. Ikke formeget mod Dampbaaden, ikke formeget mod Land; bare den kunde gaa imellem. Tiden var ikke lang, det maatte prøves, og Ola drejede Roret forsigtig mod Styrbord. Yachten lystrede hurtigt, altfor hurtigt, og i det samme dens Side strøg forbi Danpbaadens, rendte den Bougen mod et Klippeskjær. Det gav et forfærdeligt Stød i Skroget; man styrtede overende paa Dækket, og et langt Skrig skar gjennem natten og blandede sig med Bølgernes dumpe Brøl.

   Det var grejt, den vilde ikke holde sig længe oppe. Sjøen fossede ind forud; paa Land kunde man ikke komme. Dampbaaden stoppede, bakkede op til Yachten, og alle sloges om at komme først ombord undtagen Ola; han stod som fastlimet til Roret med blodsprængte, stirrende Øjne, og man maatte formelig slæbe ham derfra. Alle kom hurtig over paa Dampbaaden undtagen Mrs. Bull. Hun var ikke tidsnok kommen op af Salonen, og da hun som den sidste stod agterud for at gaa ombord, sank Vraget under hendes Fødder, en Sjø skyllede hende væk, og da man efter store Anstrængelser omsider fik hende fat, var hun Lig.

________ 

   Den næste Dag kom smilende og blank, som om den vilde gjøre godt igjen, hvad den skrækkelige Nat havde forvoldt.

   Overalt rygtedes det, hvad der var hændt, at ”han Ola i Vikjen hadde rendt ein Engelskman paa Grunn”, og at et Menneskeliv var gaaet tabt. De engelske Folk var bragt i Hus paa den nærmeste Gaard, hvor man sørgede for dem, saa godt man kunde. Ola skydsede man over til Bekkevik tidlig om Morgenen. Han var bleven underlig nu, som en ubevægelig Træklods. Ikke talte han, ikke rørte han paa sig stort, bare stirrede forvirret hen i Vejret. Som han gik op mod Husene, stansede han pludselig, saa opover og syntes at betænke sig; derpaa vendte han om og svingede ind paa en Sidevej. Man ledte efter ham senere paa Dagen; thi alle vilde tale med ham om Forliset, dog var han ingensteds at finde.

   Men Ola sad i Sjøstøvler med Sydvesten endnu længere nedover Ørene end ellers ude paa Næsset, der han Kvelden før havde opdaget ”The Duke” ude paa havet. Ansigtet var blegt; men Øjnene var rødere end før, og der gjemte sig nok mange Tanker indenfor. Ola havde et helt Opgjør med sig selv idag; alle hans saare Minder lige fra den Gang, han friede til Berthe Garnæs og til nu, trængte sig ind paa ham. Vanagtet havde han været af de fleste; faa vidste, at ogsaa han bar noget godt hos sig. Hans eneste Trøst havde været denne vanskelige Skjærgaarden. Denne kjendte han saa grundig. Ingen havde bestridt hans Dygtighed der, men nu? Ja, han vidste nok, at han var uskyldig; men det vilde ingen tro; nej, nu havde han ingen Ting igjen. Han drog et forfærdelig tungt Suk. Han saa udover mod Skjæret, der Ulykken var hændt. Længe og uafbrudt stirrede han did; der kom næsten umærkelig en Smule af det gamle Smil over hans graa Læber, han rejste sig langsomt, men bestemt og gik nedover mod Nøsterne.

   Ole var og blev borte. Ingen vidste, hvor han var bleven af.

   Nogle Uger senere havde man fundet hans halvtforraadnede Lig i Nærheden af ”The Dukes” Vrag.

   Underlig havde Ola været, mens han levede; men dette syntes alle, var det underligste af alt, og derfor sagde man nu som før: ”Dar var ingjen, som forsto seg paa han Ola”.