Østnesfjorden
Fra vor
rejsende Medarbejder
Østnæsfjorden,
Mars.
Et Fiske saa
ujevnt fordelt som det iaar, skal man sjelden ha set Magen til.
Det blev hurtigt Slut med den rige Fangst og det Liv, som jeg
skrev om var begyndt ved Svolvær for nogen Tid siden. Baade og
Fartøjer drog bort i Massevis, og der blev stilt og trægt paanyt.
Og det var ikke Tilfældet bare i Svolvær, alle Steder vestfra
flyttede Folk og efterlod sig tomme Rorboder og tomme Havne. I
enkelte Vær er der nu saa dødt og stille, som om det var midt
paa Sommeren, saaledes i Skraaven, et af de største, hvor jeg
forleden Dag var en Tur, - der fandtes næsten ikke et Liv andre
enn Handelsfolk, Tranbrændere og Haandværkere. Fiskerne med sine
Baade, Fartøjerne, alt som gir en Fiskerhavn den Præg, var
forsvundet, og gamle Folk sagde, at de aldrig havde set slig
Stilhed i sine Levedage paa denne Tid af Aaret.
Fra
Østnæsfjorden var der jo kommet Rygter om, at Torsken stoedder
saa tæt som Berg, og at Baadene lastede sig fulde hver Dag, og
Følgen er blet, at over Halvparten af alle Baade og Fartøjer i
Lofoten nu ligger herinde. Ingen, som ikke har set det, kan
gjøre sig en Forestilling om det Mylder og Virvar, her hersker.
En saa stor Fiskeralmue har vel neppe nogen Gang været
sammenpakket paa en saa liden Havstrækning. Rorboder er her ikke
til Tiendeparten af alle, - de ligger ombord i sine Baade eller
Nøster og Skur paa Land, og mange ror den lange Vej til Svolvær
hver Kvæld og kommer igjen om Morgenen.
I
Østnæsfjorden er der delt Hav. Den inderste Del af Fjorden er
forbeholdt Linefiskerne, og Garnfiskerne er anvist Strækningen
udenfor; men nu har det uheldige truffet ind, at de tykkeste
Fiskestimer staar paa Linestrækningen, og det kommer ikke længer
an paa Love og Forskrifter, - Garnbaadene strømmer hver Kvæld
indenfor Grænseskjellet og sætter paakryds og paatvers. Faar man
Tag i deres Numre, og Mulkten afkræves dem, betaler de den, men
der er ingen let Sag for en eller to Opsynsbetjente(r) med to
tre mand til sin Raadighed at holde Greje paa de mange hundre af
Baade, der kommer og blander sig i Mylderet og forsvinder igjen,
naar de er lastede. Der maatte en Flaade af Kanonbaade og en her
Hær til for at kunne holde Orden herinde. Det maa jo ogsaa
indrømmes, at det er haardt for Brugerne af et enkelt Redskab at
ligge og se paa, hvorledes andre fylder sine Baade uden selv at
faa noget, og denne Masseovertrædelse af Loven kan, set fra
dette Standpunkt, til en vis Grad undskyldes.
Vi begiver
os en Morgen ud paa Fjorden med en Linebaad – det er best at
holde sig til de lovlydige – for at se paa Fisket. Naar vi
endelig har hugget os ud mellem den Utallighed af Fartøjer inde
ved Land, ligger Sjøen for os tæt bedækket med Dubl i alle
Størrelser og de mest besynderlige Fasoner, hele Fjorden er
overdækket med stinkende Fedtlag, saa tykt paa mange Steder, at
man kunde fløde det som af en Gryde. Det afsondres af alle de
Indvolde, der kastes ud, naar Fisken sløjes, og som nu ligger og
raadner paa Bunden eller flyder omkring i Vandskorpen. |
Garnbadene
er allerede komne. Side om Side ligger de med nedtagne Master,
men Mandskabet staar ude i Siden og haler de tunge, fiskefyldte
Lænker og en rullende Indretning paa Riben. Nogen har truffet
paa en Floke, de har halet ind for langt, som det er muligt, men
de har to eller tre andre Garnlænker at trækkes med, og det hele
har samlet sig til en umaadelig knude, der tynger paa, og saa
ligger de der og hælder sig over Riben og holder paa det, de har
faat ind, aldeles overgivne, mens Torsken spræller og snor sig i
Sjøkanten og gjør fortvilet Forsøg paa at komme ud af det
indviklede Net. Der er ikke anden Raad for Folkene i Baaden en
at vente, indtil Ejerne af de fremmede Garn trækker disse saa
langt, til de alle faar Knuden imellem sig, og kan de da løse
den i Fellesskab, er det enda godt gjort, - den gordiske Knude
maatte være en ren Bagatel mod denne efter mine Begreber.
Imidlertid
begynner Linefolkene at sætte, snoende sig mellem Dubl og
Garnvaser. Nu, da alle Baadene er kommet ud, er der en slig
Trængsle og Gjenvordighed, at det neppe er muligt at komme frem,
og Aarene maa ret som det er drages ind eller stikkes dybt i
Sjøen, snart paa den ene snart paa den anden Side, forat de ikke
skal brækkes af forbiroende.
Enten man
ser udover eller indover Fjorden, lige tykt og tæt ligger de, og
langt henne kan man ikke længer skjelne at det er Baade, de
løber sammen til en eneste sort Masse uden den minste Sprække,
hvorigjennem Synet kan bane sig Vej.
Linerne
staar ikke længe om Dagen; naar Fisken gaar paa, begynder man
gjerne at trække den første Ende, saasnart den siste er sat.
Jo, den har
været rap til at bide idag, næsten paa hver Angel hænger den,
sprællende og glinsende, vi kan se den langt henigjennem Sjøen,
ophængt som paa en Snor, og han, som drager, har et syndigt
Stræv med at hage den ind og krøge den af Anglerne.
Jo, dette
er et Fiske, som monner!
Naar jeg
ser denne Mangfoldighed af stor, fed, sprællende Torsk med
dejlig Rogn og Lever i den fyldige Bug og tænker paa den
Skrabfisken, man kjøber i dyreste Domme paa Fiskebryggen i
Kristiania, da kunde jeg næsten graate over, at Hovedstaden og
Lofoten ligger saa langt fra hinanden.
Østnæsfjorden er, saadan som Forholdene har artet sig iaar,
yderst uheldig stillet med Hensyn til Post- og
Telegraf-forbindelse. Ved Sildpoldnæs, langt inde i Fjorden,
hvor de fleste Baade og Fartøjer ligger, er der hverken
Postaabneri eller Telegrafstation, og de cirka 10.000 Mand, som
her antagelig er stationeret, maa ekspedere eller afhente baade
sine Breve og Telegrammer i Vatterfjord, der ligger langt
udenfor. Rigtignok er Forholdene iaar usædvanlige, idet Fisken
næsten udelukkende konsentrerer sig i den indre Del af Fjorden,
men ikke destomindre synes det baade berettiget og paakrævet, at
der snarest muligt oprættes Post- og Telegrafstation paa
Sildpoldnæs. Fiskere og Skippere er Folk, der telegraferer mere
end de fleste andre Mennesker, og at de ogsaa kan give
Postaabnerene nok at gjøre har vist sig i Vatterfjord. Som
Eksempel kan nævnes, at der en enkelt Dag kan komme optil ½
Million kroner i Bankoforsendelser, og Mængden af de almindelige
Breve staar i Forhold hertil.
|