Sivert Digernes

Fødd i Ørsta 1866

død i Kristiania 1899.

 

Journalist og skribent i Kristiania 1883 - 1900

 

 

       

(artikkel i VG  31. mars 1890)

Østnesfjorden

 

Fra vor rejsende Medarbejder

 

Østnæsfjorden,  Mars.

 

Et Fiske saa ujevnt fordelt som det iaar, skal man sjelden ha set Magen til. Det blev hurtigt Slut med den rige Fangst og det Liv, som jeg skrev om var begyndt ved Svolvær for nogen Tid siden. Baade og Fartøjer drog bort i Massevis, og der blev stilt og trægt paanyt. Og det var ikke Tilfældet bare i Svolvær, alle Steder vestfra flyttede Folk og efterlod sig tomme Rorboder og tomme Havne. I enkelte Vær er der nu saa dødt og stille, som om det var midt paa Sommeren, saaledes i Skraaven, et af de største, hvor jeg forleden Dag var en Tur, - der fandtes næsten ikke et Liv andre enn Handelsfolk, Tranbrændere og Haandværkere. Fiskerne med sine Baade, Fartøjerne, alt som gir en Fiskerhavn den Præg, var forsvundet, og gamle Folk sagde, at de aldrig havde set slig Stilhed i sine Levedage paa denne Tid af Aaret.

   Fra Østnæsfjorden var der jo kommet Rygter om, at Torsken stoedder saa tæt som Berg, og at Baadene lastede sig fulde hver Dag, og Følgen er blet, at over Halvparten af alle Baade og Fartøjer i Lofoten nu ligger herinde. Ingen, som ikke har set det, kan gjøre sig en Forestilling om det Mylder og Virvar, her hersker. En saa stor Fiskeralmue har vel neppe nogen Gang været sammenpakket paa en saa liden Havstrækning. Rorboder er her ikke til Tiendeparten af alle, - de ligger ombord i sine Baade eller Nøster og Skur paa Land, og mange ror den lange Vej til Svolvær hver Kvæld og kommer igjen om Morgenen.

   I Østnæsfjorden er der delt Hav. Den inderste Del af Fjorden er forbeholdt Linefiskerne, og Garnfiskerne er anvist Strækningen udenfor; men nu har det uheldige truffet ind, at de tykkeste Fiskestimer staar paa Linestrækningen, og det kommer ikke længer an paa Love og Forskrifter, - Garnbaadene strømmer hver Kvæld indenfor Grænseskjellet og sætter paakryds og paatvers. Faar man Tag i deres Numre, og Mulkten afkræves dem, betaler de den, men der er ingen let Sag for en eller to Opsynsbetjente(r) med to tre mand til sin Raadighed at holde Greje paa de mange hundre af Baade, der kommer og blander sig i Mylderet og forsvinder igjen, naar de er lastede. Der maatte en Flaade af Kanonbaade og en her Hær til for at kunne holde Orden herinde. Det maa jo ogsaa indrømmes, at det er haardt for Brugerne af et enkelt Redskab at ligge og se paa, hvorledes andre fylder sine Baade uden selv at faa noget, og denne Masseovertrædelse af Loven kan, set fra dette Standpunkt, til en vis Grad undskyldes.

   Vi begiver os en Morgen ud paa Fjorden med en Linebaad – det er best at holde sig til de lovlydige – for at se paa Fisket. Naar vi endelig har hugget os ud mellem den Utallighed af Fartøjer inde ved Land, ligger Sjøen for os tæt bedækket med Dubl i alle Størrelser og de mest besynderlige Fasoner, hele Fjorden er overdækket med stinkende Fedtlag, saa tykt paa mange Steder, at man kunde fløde det som af en Gryde. Det afsondres af alle de Indvolde, der kastes ud, naar Fisken sløjes, og som nu ligger og raadner paa Bunden eller flyder omkring i Vandskorpen.

 

   Garnbadene er allerede komne. Side om Side ligger de med nedtagne Master, men Mandskabet staar ude i Siden og haler de tunge, fiskefyldte Lænker og en rullende Indretning paa Riben. Nogen har truffet paa en Floke, de har halet ind for langt, som det er muligt, men de har to eller tre andre Garnlænker at trækkes med, og det hele har samlet sig til en umaadelig knude, der tynger paa, og saa ligger de der og hælder sig over Riben og holder paa det, de har faat ind, aldeles overgivne, mens Torsken spræller og snor sig i Sjøkanten og gjør fortvilet Forsøg paa at komme ud af det indviklede Net. Der er ikke anden Raad for Folkene i Baaden en at vente, indtil Ejerne af de fremmede Garn trækker disse saa langt, til de alle faar Knuden imellem sig, og kan de da løse den i Fellesskab, er det enda godt gjort, - den gordiske Knude maatte være en ren Bagatel mod denne efter mine Begreber.

   Imidlertid begynner Linefolkene at sætte, snoende sig mellem Dubl og Garnvaser. Nu, da alle Baadene er kommet ud, er der en slig Trængsle og Gjenvordighed, at det neppe er muligt at komme frem, og Aarene maa ret som det er drages ind eller stikkes dybt i Sjøen, snart paa den ene snart paa den anden Side, forat de ikke skal brækkes af forbiroende.

   Enten man ser udover eller indover Fjorden, lige tykt og tæt ligger de, og langt henne kan man ikke længer skjelne at det er Baade, de løber sammen til en eneste sort Masse uden den minste Sprække, hvorigjennem Synet kan bane sig Vej.

   Linerne staar ikke længe om Dagen; naar Fisken gaar paa, begynder man gjerne at trække den første Ende, saasnart den siste er sat.

   Jo, den har været rap til at bide idag, næsten paa hver Angel hænger den, sprællende og glinsende, vi kan se den langt henigjennem Sjøen, ophængt som paa en Snor, og han, som drager, har et syndigt Stræv med at hage den ind og krøge den af Anglerne.

   Jo, dette er et Fiske, som monner!

   Naar jeg ser denne Mangfoldighed af stor, fed, sprællende Torsk med dejlig Rogn og Lever i den fyldige Bug og tænker paa den Skrabfisken, man kjøber i dyreste Domme paa Fiskebryggen i Kristiania, da kunde jeg næsten graate over, at Hovedstaden og Lofoten ligger saa langt fra hinanden.

   Østnæsfjorden er, saadan som Forholdene har artet sig iaar, yderst uheldig stillet med Hensyn til Post- og Telegraf-forbindelse. Ved Sildpoldnæs, langt inde i Fjorden, hvor de fleste Baade og Fartøjer ligger, er der hverken Postaabneri eller Telegrafstation, og de cirka 10.000 Mand, som her antagelig er stationeret, maa ekspedere eller afhente baade sine Breve og Telegrammer i Vatterfjord, der ligger langt udenfor. Rigtignok er Forholdene iaar usædvanlige, idet Fisken næsten udelukkende konsentrerer sig i den indre Del af Fjorden, men ikke destomindre synes det baade berettiget og paakrævet, at der snarest muligt oprættes Post- og Telegrafstation paa Sildpoldnæs. Fiskere og Skippere er Folk, der telegraferer mere end de fleste andre Mennesker, og at de ogsaa kan give Postaabnerene nok at gjøre har vist sig i Vatterfjord. Som Eksempel kan nævnes, at der en enkelt Dag kan komme optil ½ Million kroner i Bankoforsendelser, og Mængden af de almindelige Breve staar i Forhold hertil.

 

*******

 

 
 
Redigert av Martin Furseth, mars 2012