Sivert Digernes

Fødd i Ørsta 1866

død i Kristiania 1899.

 

Journalist og skribent i Kristiania 1883 - 1900

 

 

       

(artikkel i VG  14. mars 1890)

 

En Landliggerdag

Fra vor rejsende Medarbejder

 

S v o l v æ r,  Mars.

   Det knager i Husene, river og rykker i Tagene, saa man hvert Øjeblik tror, de maa flækkes av og hvirvles henover for at knuses mod Fjeldknauserne. Men under Tag kryber de dog alle, som kan, og gjennem Rorbodernes smaa Vinduer titter fuldt af rybkede Ansigter ud og ser efter, om Baadene nede paa Havnen har slidt Fortøjningen.

   Ti det er et forfærdligt Vejr.

   I Oljeklæder og høje Støvler arbejder jeg mig ud paa Næsset for at kunne se udover Vestfjorden en saadan Dag. Det er ingen let Sag at komme frem – Klæderne snøres om Kroppen, saa jeg er nær ved at kvæles, mens jeg gaar og krøger mig mod Vinden som en Klave. Det er som om man skulde føre Fødderne frem i en dyb Sneskovl, jeg maa bruge al min Magt for at faa det ene Ben frem om det andet, og naar jeg endelig er kommen derud, maa jeg kaste mig ned for ikke at blive blæst væk som et Løv.

   For et Hav!

   Saa langt udover som det er muligt at se for de drivende Regnskyer ligger det med langstrakte, rygende Bølgetoppe, høje som mægtige Aasrygge, brydende over med vældige, sydende Brag og hævende sig paanyt, truende, ulykkessvangre.

   Og jo mer de nærmer sig Land, jo mer højner de sig, indtil de puster sig op, som om de vilde sluge Fjeldvæggen, og hvælver sig over de nøgne

 

 

  

Holmer, saa Skumsprøjten staar himmelhøjt langs Kysten og stænger for Udsigten. Den vasker nedover mig der jeg ligger og driver ind i Øjnene, der svider og værker.

   Og for et sydende Bulder!

 Man kunde staa ved Siden af mig og raabe til Lungerne sprængtes – jeg vilde kun se Læberne bevæge sig, man kunde fyre med vældige Kanoner i Nærheden – jeg vilde neppe mærke det, eller det vilde høres som et Pistolskud langt borte.

   Det er vrede Elementer idag.

   Og i sligt Vejr er Fiskerne urolige tilsinds. Ret som det er titter de ud, om det ikke skal bedage sig, men de vender tilbage med mørke Miner og strækker sig utaalmodige paa Skindfælderne, og bestandig værker det inde i dem som har Redskaber i Sjøen: mon vi beholder dem uskadt?

   Der fyres uafbrudt i Ovnen, til der blir stegende varmt inde i det lille Rum, det damper af vaade Klæder og det sølede Gulv.

   Man taler om Stormen og om Fisket, om gode Udsigter og om daarlige. Nogle er mistrøstige og mener, det blir ingenting af iaar. Det kommer nu an paa, siger andre og spaar med Forsigtighed, medens andre søger at trøste og mener, at det kan blive stort Fiske endnu. Efter Stormen skal de bare se – for den jager Fisken under Land. Sligt har hændt før!

   Og jeg ønsker af Hjertet: gid de maa faa Ret. I saa fald vil sandsynligvis Telegrafen have bragt Læserne Besked allerede længe før dette Brev kommer paa Prent.

 

*******

 
 
Redigert av Martin Furseth, mars 2012