Fisket slutter

Fra vor rejsende Medarbejder

S v o l v æ r, April.

   Torsken er paa Udsig, den har udført, hvad den skulde, og med tynd Bug skynder den sig bort fra de farlige Pladse, hvor den iaar har været Gjenstand for en mere udspekuleret og vidtdreven Ødeleggelse end nogensinde, og den stunder til Havets Dybder, hvor Menneskenes lisltige Snarer ikke kan naa den eller hindre dens Veje.

   Der har været gjort et stygt Indbrud i den tykke Stimer iaar, derpaa er de et synligt Bevis alle disse tunglastede Jagter, der for god Bør siger henover Vestfjorden, og man kan se det paa alt det raadnende Affald, der ligger igjen i Sjø og paa Land. Omkring i Fjæren, paa Øer, Berg og Skjær ligger Dynger af Torskehoveder og Torskerygge, der i Forening med Graksedynger og Trandamp fylder Luften med en utaalelig Stank.

   Havnen er dækket af Tran og ligger blank som et Spejl, man ser Fembøringene komme sejlende, saa det fosser for Stævnene, men ikke den minste Antydning til Bølgekrusninger viser, at Vinden staa paa. Det er et af de interessanteste Eksempler paa Oljens Bølgedæmpende Egenskaper, der kan iagttages.

   Fiskerne tager Garnene ned fra Stilladserne, slaar Knuder paa hvert enkelt og pakker dem i Baadene, alskens Bohave ryddes ud, og de lange Rader af Sirupsflasker i Vindueskarmene, der er af de sikreste Mærker paa, at en Rorbod er beboet, fosvinder.

   Opgjøret med Fiskehandlerne og Handelsmændene er færdigt, Baadmærkerne leveret tilbage, og der staar bare igjen at forsyne sig med et eller andet til de hjemmeværende samt lidt Brændevin til at benytte undervejs og skjænke Folk en Dram ved Hjemkomsten. Nu gaar Handelen livlig for Alvor i de omrejsende Kræmmeres Boder og Telte, der er en Trængsel om Diskene uden Lige, der rives op og pakkes sammen i forrygende Fart og blaa og gule Sædler vandrer ustanselig fra de kjøbende til de sælgendes Skuffer. Ingen Steder er det saa vondt for Smaapenge som i Lofoten under Slutten af Fisket, det er bare Sedler og atter Sedler, og Folk er saa ræd for de nyttige Sølvmynter, at der maa listige Ord til, før de veksler dem bort.

   Nordover og sydover drager de saa efter endt Strid med Baadene fyldte af Børnskab, Torskehoveder til Kreaturene, Sængklæder og Gryder, Kister og Skrin af mangehaande farver og med mangehaande rare Ting i. Det er lange Veje de har, mange af dem, og skjønt de fleste af dem har et lidet Hus i Bagskotten at krybe ind i, maa det alligevel være haardt at rejse flere Dage itræk paa denne Maade. Det er resikablet ogsaa, for man ved ikke, naar det ryger op med Uvejr, og Fiskerne sender gjerne sine Penge hjem i Posten, istedet for at have dem med i Baaden.