Med Baadskyds

Fra vor rejsende Medarbejder   

S v o l v æ r, Mars.

   Paa en Otring med fire Roere kom, to Handelsrejsende og jeg, ind fra Østnæsfjorden og skulde tilbage til Svolvær. Det var ud paa Kvælden og temmelig mørkt, men saalænge vi havde smult Vand, var vi alle i det ypperligste Humør, og vi glædede os til at komme frem saa tidlig, at vi kunde faa kogt de tre Torsker, vi havde med os i Baaden.

   Men i Lofoten nytter det lidet for Menneskenes Hjerter at optænke sin Vej, paa denne Aarstid.

   Vi var kommen udenfor Hellenæsset, et Sted, hvor hele Vestfjorden staar paa og ligesom tager sig sammen til desto voldsommere Kulinger i det smale, af Skjær og Grunder opfyldte Farvand. Som vi sidder der i Bagskotten med kraverne slaaede langt opover Ørene, hakkende Tænder i Kulden, hørtes der en sydende mægtig Lyd langt vestfra og der danner sig en sort Væg, der kommer nærmere og nærmere. Imens gaar Sjøen i høje Dønninger og bryder skummende over Skjærene.

   - Han blir styg! raaber Høvedsmanden og vender sig om paa Toften. Saa sidder vi en Stund tause alle sammen og stirrer mod den mørke Væg. Bølgerne kommer høje og mægtige, rejser Baaden paa Ende og taarner sig op bagenfor igjen, mens vi daler ned i de dybe Kløfter, og nye Vandbjerge hæver sig fortsat, saa vi maa se næsten ret i Vejret for at kunne skjelne Toppene.

   Vi tre i Bagskotten havde nok bare en Tanke: dette gaar ikke vel. Men modige vilde vi da ialfald forsøge at  v i s e  os, ingen vilde sige det forløsende Ord først, og hver især ventede, det skulde komme fra en anden.  I al Stilhed opgjorde jeg mit enkle Testamente, som ellers aldrig vilde have kommet til de gjenlevendes Kunskab. Naar vi  s k u l d e  forgaa, sa fik det skure da.

   Saa var der en, som sagde: - Er det ikke best, vi vender?

   - Jo, det er nok best, det, stemte jeg i med.

   - Ja, vi vender ! sagde den tredje atgjørende.

   - Han blir styg! gjentog Høvedsmanden, men

stevnede fremdeles modig mod Styrtningerne – han vilde nok helst forsøge i det længste.

   Men Sjøerne bliver vældigere, Aaretagene glipper og det ser ud som om vi istedetfor at komme fremover sakker agterud.

   Saa ved Baadfolkene, hvad de har at gjøre, de holder op at ro, og vi lenser efter Bølgerne mens de styrer med Aarene. Høvedsmanden passer paa et belejligt Øjeblik – og saa vender han endelig. Men lige meget dukker Baaden op og ned, og det ser heller værre ud nu med Sjøerne som stejle Klipper stigende op bag os. Er det forsent, skal vi alligevel deran?

Nej, det var kun en kort Overgang, med flyvende Fart bærer det afsted indover, og Skjæbnen var os gunstig, ti se, vi drev ind i en Bugt, hvor der boede en Handelsmand som holdt ”Verdens Gang”.

   Der  gives neppe noget behageligere i denne Verden end efter en Rejse i Storm og Uvejr at komme ihus hos en af de gjæstfrie nordlandske Handelsmænd. Man føler noget lignende som den trætte Ørkenvandrer, naar han træffer paa grønne Oaser med springende Kildevand.

   Vi fik alligevel vore trende Torsker kogt, og bagefter dampede Toddyen til langt ud paa Kvælden, mens vi pratede og hyggede os som man kun kan gjøre i en nordlandsk Dagligstue, mens Uvejret pisker paa udenfor.

   - Ja dere er ikke de første, som har maattet vende om ved Hellenæsset, sagde vor elskværdige Vært, efterat vi havde skildret ham vor Færd, og det er ikke saa længe imellem hver Gang, nogen forliser der. Her kommer de dragende ret som det er med bevidstløse og ofte døde Mennesker, som har sat til derude, saa Dere kan være tilfreds, naar det ikke gik værre.

   Deri var vi enige, og vi krøb iseng med den inderlige glade Følelse, som man faar ved Bevidstheden om, at en Fare er overstaaet.

   Næste Dag var det godt Vejr.