Liv og
lagnad
Han var ikkje gamle
karen då han reiste frå Ørsta for å busette seg i hovudstaden, men heilt
utan haldepunkt i Kristiania var han ikkje: sambygdingane Ivar Aasen og
Anders Hovden budde der på denne tida. Laurits Olai Ingebrigtsen
(1856-1834) frå Klubbaplassen på Digernes kom til Kristiania i 1888 og
hadde yrke som telegrafassistent. Ingeborg, grannejenta frå Pålgarden på
Digernes, kom til Kristiania, truleg omkring 1887.
Men ikkje minst hadde
han kontakt med syskenbarnet sitt, Hans Brekke (1859-1911) frå Brekke i
Ørsta, som hadde vore i byen sidan hausten 1877 og i ei tid var tilsett
som journalist i Verdens Gang.
I den første tida vart
han kjend med mange av medelevane på skulen, og etter kvart fekk han
sjølvsagt kontakt med kollegaer i avisene der han arbeidde. Ein av desse
var ein Lassen, ein Romsdaling, som var referent i Dagbladet. Av andre
som han hadde kontakt med, nemner han Skinvik og Holen, begge truleg dei
som er nemnt i Ivar Aasen si dagbok.
Frå Ivar Aasen si
dagbok ser vi òg at Sivert var heim til han i Holbergsgt. minst 11
gonger. I åra 1892 og 1893 finn vi i dagboka fleire notat om at Ivar
Aasen gav han små pengegåver, oftast 15 eller 20 kr.
Han var ofte hos
”Brekkes”, som han omtala som snille og hyggelige folk, og fru Brekke
hadde eit par onklar som han vart godt kjend med. ”Damebekjentskab” har
han lite av, skreiv han, og han hadde ingen tankar om å stifte familie;
først ville han ha utretta noko i verda og ha blitt ein gjeldfri mann,
”da kan der – kanske – og kanske ikke, blive Snak om saadant”.
Han hadde ikkje så
lett for å finne seg godt husvære, han måtte sjølvsagt oftast nøye seg
med det rimelegaste han kunne finne. Han klaga over kulden om vintrane,
og ein stad han budde måtte han sitje med frakken på inne, sjølv om det
brann på omnen. Husvertane var ikkje alltid så greie, heller, og han
flytta mykje. Hausten 1888 budd på ikkje mindre enn fire ulike stader!
Sivert og systrene
hans var oppvaksne i ein religiøs heim, og særleg systera Martha og Enok
Sandvik, mannen hennar, var sterkt religiøse. Sivert sitt tilhøve til
religionen fekk nok ein anna karakter med tida og systrene tok det difor
særs tungt då dei fekk den oppfatninga at han hadde vorte fritenkjar.
Då Sivert vart konfrontert med bekymringa deira, svarte han i eit
langt brev til Anna og der skreiv han melom anna: ... ” at du tror
mig som fritænker.
Dersom nogen troede det samme om dig, vilde det ikke smerte dig? Mig
smerter det ialfald, at alle min søstre har saa lave tanker om mig. Vore
forældres formaninger, bønner og taarer vilde være lidet værd, naar jeg
skulde falde saa dybt. Nei Gud bevare mig fra, at fornægte ham! Naar
imidlertid Martha siger, at det staar ikke saa bra til, da har hun vist
altformeget ret deri. Jeg er ingen levende kristen, det tilstaar jeg,
men jeg kan ikke hjelpe for det. Jeg har bestandig havt mine tanker om
aandelige ting for mig selv; men jeg kan aligevel neppe tænke mig, at
nogen kan have bedet mer indtrængden til Gud end jeg gjorde en tid, ja
jeg bad og bønfalet saa længe, at jeg ofte troede naar jeg var ferdig,
at jeg straks skulde blive bønhørt, men det blev jeg dog aldrig,
bestandig gik det modsat, hvormeget jeg end bad. Dette var det som
kjølnede mit hjerte for Gud og gjorde det haardt. Saa tænkte jeg: Du har
ikke bedet paa rette maaden, du har tvilt formeget. ”Ja men det er mig
aldeles umuligt at skabe en stærkere tro, aldeles umuligt.” ”Ja for dig
er da saa, men Gud er det, som maa give dig troen ogsaa.” ”Ja, men
hvorfor har han ikke givet mig denne tro da?” ”Du maa bede ham om troen
ogsaa”. ”Ja, men naar jeg ikke tror, at jeg skal faa troen, saa faar jeg
den vel heller ikke, hvor meget jeg en beder.” Saalede gik tankerne i
hjertet indtil jeg kom til det: ”Det er bedre ikke at bede end at bede
ilde; den ugudeliges bøn er herren er vederstyggelighed”.
Utan tvil hadde Sivert
eit vondt og vanskeleg liv i periodar, og det var vel ikkje rart at han
tykte at Vårherre heilt hadde gløymt han. Men han hadde likevel ein
styrke i seg som gjorde at han ikkje bukka under og enda i ulykka i
hovudstadslivet. Av breva hans ser vi at han var ein samfunnsmedveten og
reflekterande person, og eit døme på det finn vi i eit brev som han
skreiv til Anna den 17. juni 1888. Vi tek med det meste av brevet, der
han forklarer for systera kva som er forskjellen på romantisk og
realistisk dikting, og han legg for dagen eit sterkt engasjement for å
sette fokus på dei fattige sine kår i samfunnet.
Utdrag av brev av 15. juni 1888, frå Sivert til
systera Anna. Han er 22 år gamal, ho er 25 år.
Kjære Anna.
Dit brev var
langt og kjært. Tak skal du ha. Jeg skjønner, der er kommen en
anden Aand over dig nu, thi mangt af det, du skriver forekommer
mig slet ikke at være fra dig. Men jeg kan bare glæde mig over,
at du har faat et mere lyst Livssyn. Det er det, som skal hjelpe
og holde os oppe. Der er en slags underlig pirrende, vækkende og
paa samme Tid tyngende Fornemmelse ved den Ungdomslængselen, som
du nu føler saa stærk i dig. Det er de ædleste Følelser i et
Menneske, men de er saa ubestemte, at de har ingen Form ingen
Ramme inden hvilken man kan sortere dem og en for en drage dem
frem for dagen. Men det er sikkert; der er ogsaa meget sygeligt
ved saadanne Følelser. De som er hengivne til dem er(har) gjerne
Digteranlæg og den Digtning de frembringer er Romantikken, dvs
saadanne Ting som Bjørnsons første Værker, Marielitteraturen og
flere saadant. Den slags Literatur er sagtens god og bra nok for
de Mennesker, som er hengivne til de Tanker, hvorfra den er
udsprungen.
Men
Digtningen har en Opgave, nemlig den, at virke opdragende ikke
alene paa det enkelte Menneske men paa Samfundsinstitutionen i
det hele. Nu sætter jeg, at en, der har gaat med alle disse
blide og forsonende Følelser, som du nu har, kommer til en stor
By, hvor han kommer i Berøring med og lærer at kjende de fattige
Folk under de fattigste Omgivelser og Forhold. Han gaar gjennem
en trang smal Gade, hvor Husene stænger for Udsikten til alle
Sider. Man ser bare denne lille sædvanlige Plet af Himmelen,
ingen Skog og grønne Bakker, Elv eller Sjø. Der gaar Fattigfolk
i fillede Klæder med fillede, skidne Smaabørn. Se f.ex. han
lille 7 aargamle Gutten der med de skiddengraa indfaldne Kinder,
sønderrevne, hullede Strømper og halve Sko. Faderen er maaske
Dranker og skaffer intet til Huset, eller han er ordentlig og
tjener sine 2 kr. Dagen; men har 10 Børn og Kone at forsørge.
Gutten sidder og steller ude paa det skidne Gaardsrum, er sulten
og forkommen, men har ingen Mad. Han stirrer rundt omkring sig
og ser den sædvanlige Plet af Himmelen, men ingen Skog og
grønne Aaser. Stenkulluften tærer paa den lille, han hoster.
Kanske har han Tæring. Stakkers Gut! Hvad skal man andet vente?
Inde sidder Moderen syg og daarlig og steller med de øvrige 9
Børn. Hun sukker saa tungt stakkar, og hun ser saa tankefuld ud;
thi hun har hundreder af Sorger og Bekymringer for Børnene.
Men han som
ser dette, tænker at dette er (et) særegent Tilfelde. Saa gaar
han videre gjennom Gaden og finder akkurat de samme daarlige
Forhold over alt og ikke bare der men hundrede andre Steder i
Byen. Og saa kommer han maaske til at tænke: Disse stakkels
Folk, de vilde nok ikke ha stor Glede, om jeg læste et skjønt
digt for dem om ”Skovens Herlighed” om landlige Midsommernats
drømme ude i paa Landet og lignende. Men kunde man da ikke gjøre
noget for dem? Jo siger han til slut: Nu skal jeg skrive en blot
og bar simpel Beretning om en saadan Familie og skildre saa
levende som muligt deres Liv. Det bliver ikke Samtidspoesi eller
Længselsdrømmedigt, men saa kan dog Folk faa se hvilken Nød, vi
rolig kan lade upaaagtet iblant os. Hvad nytter det siger han,
at synge over Fryd og Fred og glade Dage, naar jeg ved, at saa
mange, mange gaar og misunder os, som har det godt. Han vil
ialfald gjør sit, for at Folk kan faa Øinene op. Og saa gaar han
hen og skriver sin lille Skisse. Hvad han skriver er realistisk
Literatur. Men naar denne Fortælling kommer ud paa Landet og
blir læst af en drømmende Bondegut, synes han det er bare Tøv og
Tull og …. Vore nyere Digtere, de skildrer Livet som det er,
ikke som man drømmer sig det. De skriver realistisk Literatur,
og det er den Slags som mest trænges i vor Tid ....
|
Det var vel ikkje
heilt uvanleg at folk som flytta til hovudstaden etterkvart vart
assimilert i bymiljøet og kanskje tok til å sjå litt ned på bygda og
folket der dei kom ifrå. Systera hadde truleg vore utrygg på om broren
hadde slike tankar, men i eit brev frå Sivert ser vi at slike haldningar
var heilt framande for han, og m.a. skreiv han:
Aligevel tror du, at
jeg skulde skjemmes ved eder! Nei du Anna du Anna! Du maa tænke mange
andre rare ting, som kan tænke dette.
Vil du og Sevrine komme hid ind i
eders søndmørsdragt med kollehue paa hovedet, skal (jeg) spadsere med
eder paa ”Karljohansgaden” blandt stadens fineste publikum, og jeg skal
være stolt af at kunne sige til alle kjendte: ”Se disse staute, norske
piger! De er mine søstre!”
Det vart aldri noko av at Anna eller
Sevrine kom på vitjing til Kristiania, og Sivert kom heller aldri
attende til Ørsta.
Han hadde nok ynskje
om å kunne ta ein tur attende til heimbygda. Der var ingen barndomsheim
å kome tilbake til, ikkje berre var garden overteken av framande, men
det klyngetunet på Digernes der Sivert og systrene hans vaks opp, var
borte. Etter utskiftinga i 1883 var husa på Steinargarden flytta til eit
nytt tun, det som vart heitande Arnegarden. Men han lengta nok sume
tider etter å kunne treffe att systrene sine og slekt og vener i
Hovdebygda. Sumaren 1888 hadde han rekna med å måtte reise heim for å
exercere, men så vart det ikkje noko av. Då han møtte for
Lægekomissionen i Kristiania, vart han friteken for militærteneste
på grunn av ein liten hjartefeil. I eit brev skreiv han om dette og la
til: jeg tror forresten denne feil ikke er saa svært slem heller.
Om jeg da nogen sinde
kommer til at reise hjem, det ved jeg ikke.
Men så fekk han
tuberkulose, eller tæring, folkesjukdomen som for hundre år sidan herja
i alle samfunnslag. Han var truleg prega av sjukdommen dei siste åra.
Tuberkulose i seg sjølv utviklar seg gradvis til det verre, ein prosess
som kunne ta månader og år. Men stigmatiseringa var kanskje like tung;
folk visste ikkje korleis smitta vart spreidd og han vart truleg meir og
meir isolert. I eit brev frå 1898 skreiv han mykje om minner frå
barndommen, og han strevde med tunge tankar: – dog hvorfor disse
triste Minder? De
hænger slig i mig, at de nesten stadig manes frem baade i vaagen og
sovende Tilstand. Jeg drømmer saa ofte om de forskjellige Begivenheder i
det ulykkens Aar, da vor Fader døde, jeg ser saa ofte for mig vor Moder,
at mine Tanker mange Gange efter en saadan Drømmenat tilslut gjør mig
bange. Du Anna har vor Faders lyse Sind, jeg har arvet vor Moders mørke
Sind, og derefter skal du dømme mig.
I byrjinga av januar
1900 reiste systera Martha til Kristiania og vitja Sivert som då var
særs sjuk og innlagt på Diakonhjemmets sjukehus. I eit brev fortalde
Martha om møtet med broren som då var sengeliggande og utan større von
om å bli frisk. Dei tala om mangt og sjølv om Sivert tykte det var mange
ting han ville ha gjort, og gjerne ville leve, skjøna ho at livsmotet
var borte. Martha siterte
orda hans, og han slutta slik: “.. men når jeg tænker på alt jeg har
lidt så vilde jeg helst velge at få dø, for jeg har ikke havt lyst at
levet det op igjen ..”
Den 11. februar, nær
34 år gamal, døydde Sivert Digernes av tuberkulose.
Mange aviser skreiv
nekrolog om han. Verdens Gang skreiv mellom anna:
”Han
hørte ikke til dem, der satte større Mærker efter sig i norsk
Journalistik; forskjellige Omstændigheder, deriblandt i de senere Aar
tiltagende Sygelighed, bevirkede, at hans utvilsomme Talent ikke kom
til fuld Udvikling. Men især paa Reportagens Omraade har han i vort og
andre Blade leveret ikke lidet, som kunde spaa ham en Fremtid under
betre ydre Forhold.”
Dagbladet formulerte det slik:
Journalist Digernes døde igaar
Klokken 2½ paa Diakonhjemmets Sygehus, hvor han havde tilbragt de sidste
4 Maaneder. Sigvart Digernes var født i Ørsten paa Søndmøre. Han var ved
sin Død mellem 33 og 34 Aar gammel. I en ganske ung Alder kom han til
Kristiania, og efter at ha gaaet en Tid på Skole begynte han at befatte
sig med Journalistik. Han begynte med nogle stemningsfulde, velformede
Smaaskisser i »Verdens Gang«. Siden har han vist sig som en dygtig og
gløg Reporter og leveret Bidrag til flere herværende Blade. I den senere
Tid har Sygelighed knækket hans Arbeidskraft, og han naaede ikke, hvad
han engang lovede. Digernes var et varmhjertet Menneske og sine Venner
en trofast Ven.
|
|