Sivert Digernes

Fødd i Ørsta 1866

død i Kristiania 1899.

 

Journalist og skribent i Kristiania 1883 - 1900

 

Innleiing........

Oppvekst.......

Ætta.............

Kristiania 1.....

Lofoten ........

Kristiania 2 ....

Liv og lagnad .

Tida..............

Et Udskud......

En Stril..........

Juleøllet ........

Konkurence....

Illustrasjoner..

Bibliografi....

  7  

Liv og lagnad

Han var ikkje gamle karen då han reiste frå Ørsta for å busette seg i hovudstaden, men heilt utan haldepunkt i Kristiania var han ikkje: sambygdingane Ivar Aasen og Anders Hovden budde der på denne tida.  Laurits Olai Ingebrigtsen (1856-1834) frå Klubbaplassen på Digernes kom til Kristiania i 1888 og hadde yrke som telegrafassistent. Ingeborg, grannejenta frå Pålgarden på Digernes, kom til Kristiania, truleg omkring 1887.

Men ikkje minst hadde han kontakt med syskenbarnet sitt, Hans Brekke (1859-1911) frå Brekke i Ørsta, som hadde vore i byen sidan hausten 1877 og i ei tid var tilsett som journalist i Verdens Gang.

 

I den første tida vart han kjend med mange av medelevane på skulen, og etter kvart fekk han sjølvsagt kontakt med kollegaer i avisene der han arbeidde. Ein av desse var ein Lassen, ein Romsdaling, som var referent i Dagbladet. Av andre som han hadde kontakt med, nemner han Skinvik og Holen, begge truleg dei som er nemnt i Ivar Aasen si dagbok.

Frå Ivar Aasen si dagbok ser vi òg at Sivert var heim til han i Holbergsgt. minst 11 gonger. I åra 1892 og 1893 finn vi i dagboka fleire notat om at Ivar Aasen gav han små pengegåver, oftast 15 eller 20 kr.

 

Han var ofte hos ”Brekkes”, som han omtala som snille og hyggelige folk, og fru Brekke hadde eit par onklar som han vart godt kjend med. ”Damebekjentskab” har han lite av, skreiv han, og han hadde ingen tankar om å stifte familie; først ville han ha utretta noko i verda og ha blitt ein gjeldfri mann, ”da kan der – kanske – og kanske ikke, blive Snak om saadant”.

 

Han hadde ikkje så lett for å finne seg godt husvære, han måtte sjølvsagt oftast nøye seg med det rimelegaste han kunne finne. Han klaga over kulden om vintrane, og ein stad han budde måtte han sitje med frakken på inne, sjølv om det brann på omnen.  Husvertane var ikkje alltid så greie, heller, og han flytta mykje. Hausten 1888 budd på ikkje mindre enn fire ulike stader!

 

Sivert og systrene hans var oppvaksne i ein religiøs heim, og særleg systera Martha og Enok Sandvik, mannen hennar, var sterkt religiøse. Sivert sitt tilhøve til religionen fekk nok ein anna karakter med tida og systrene tok det difor særs tungt då dei fekk den oppfatninga at han hadde vorte fritenkjar. Då Sivert vart konfrontert med bekymringa deira, svarte han i eit langt brev til Anna og der skreiv han melom anna:  ... ” at du tror mig som fritænker. Dersom nogen troede det samme om dig, vilde det ikke smerte dig? Mig smerter det ialfald, at alle min søstre har saa lave tanker om mig. Vore forældres formaninger, bønner og taarer vilde være lidet værd, naar jeg skulde falde saa dybt. Nei Gud bevare mig fra, at fornægte ham! Naar imidlertid Martha siger, at det staar ikke saa bra til, da har hun vist altformeget ret deri. Jeg er ingen levende kristen, det tilstaar jeg, men jeg kan ikke hjelpe for det. Jeg har bestandig havt mine tanker om aandelige ting for mig selv; men jeg kan aligevel neppe tænke mig, at nogen kan have bedet mer indtrængden til Gud end jeg gjorde en tid, ja jeg bad og bønfalet saa længe, at jeg ofte troede naar jeg var ferdig, at jeg straks skulde blive bønhørt, men det blev jeg dog aldrig, bestandig gik det modsat, hvormeget jeg end bad. Dette var det som kjølnede mit hjerte for Gud og gjorde det haardt. Saa tænkte jeg: Du har ikke bedet paa rette maaden, du har tvilt formeget. ”Ja men det er mig aldeles umuligt at skabe en stærkere tro, aldeles umuligt.” ”Ja for dig er da saa, men Gud er det, som maa give dig troen ogsaa.” ”Ja, men hvorfor har han ikke givet mig denne tro da?”  ”Du maa bede ham om troen ogsaa”. ”Ja, men naar jeg ikke tror, at jeg skal faa troen, saa faar jeg den vel heller ikke, hvor meget jeg en beder.”  Saalede gik tankerne i hjertet indtil jeg kom til det: ”Det er bedre ikke at bede end at bede ilde; den ugudeliges bøn er herren er vederstyggelighed”.

 

Utan tvil hadde Sivert eit vondt og vanskeleg liv i periodar, og det var vel ikkje rart at han tykte at Vårherre heilt hadde gløymt han. Men han hadde likevel ein styrke i seg som gjorde at han ikkje bukka under og enda i ulykka i hovudstadslivet. Av breva hans ser vi at han var ein samfunnsmedveten og reflekterande person, og eit døme på det finn vi i eit brev som han skreiv til Anna den 17. juni 1888. Vi tek med det meste av brevet, der han forklarer for systera kva som er forskjellen på romantisk og realistisk dikting, og han legg for dagen eit sterkt engasjement for å sette fokus på dei fattige sine kår i samfunnet. 

 

Utdrag av brev av 15. juni 1888, frå Sivert til systera Anna. Han er 22 år gamal, ho er 25 år.

 

Kjære Anna.

Dit brev var langt og kjært. Tak skal du ha. Jeg skjønner, der er kommen en anden Aand over dig nu, thi mangt af det, du skriver forekommer mig slet ikke at være fra dig. Men jeg kan bare glæde mig over, at du har faat et mere lyst Livssyn. Det er det, som skal hjelpe og holde os oppe. Der er en slags underlig pirrende, vækkende og paa samme Tid tyngende Fornemmelse ved den Ungdomslængselen, som du nu føler saa stærk i dig. Det er de ædleste Følelser i et Menneske, men de er saa ubestemte, at de har ingen Form ingen Ramme inden hvilken man kan sortere dem og en for en drage dem frem for dagen. Men det er sikkert; der er ogsaa meget sygeligt ved saadanne Følelser. De som er hengivne til dem er(har) gjerne Digteranlæg og den Digtning de frembringer er Romantikken, dvs saadanne Ting som Bjørnsons første Værker, Marielitteraturen og flere saadant. Den slags Literatur er sagtens god og bra nok for de Mennesker, som er hengivne til de Tanker, hvorfra den er udsprungen.

 

Men Digtningen har en Opgave, nemlig den, at virke opdragende ikke alene paa det enkelte Menneske men paa Samfundsinstitutionen i det hele. Nu sætter jeg, at en, der har  gaat med alle disse blide og forsonende Følelser, som du nu har, kommer til en stor By, hvor han kommer i Berøring med og lærer at kjende de fattige Folk under de fattigste Omgivelser og Forhold. Han gaar gjennem en trang smal Gade, hvor Husene stænger for Udsikten til alle Sider. Man ser bare denne lille sædvanlige Plet af Himmelen, ingen Skog og grønne Bakker, Elv eller Sjø. Der gaar Fattigfolk i fillede Klæder med fillede, skidne Smaabørn. Se f.ex. han lille 7 aargamle Gutten der med de skiddengraa indfaldne Kinder, sønderrevne, hullede Strømper og halve Sko. Faderen er maaske Dranker og skaffer intet til Huset, eller han er ordentlig og tjener sine 2 kr. Dagen; men har 10 Børn og Kone at forsørge. Gutten sidder og steller ude paa det skidne Gaardsrum, er sulten og forkommen, men har ingen Mad. Han stirrer rundt omkring sig og ser den sædvanlige Plet af Himmelen, men  ingen Skog og grønne Aaser. Stenkulluften tærer paa den lille, han hoster. Kanske har han Tæring. Stakkers Gut! Hvad skal man andet vente? Inde sidder Moderen syg og daarlig og steller med de øvrige 9 Børn. Hun sukker saa tungt stakkar, og hun ser saa tankefuld ud; thi hun har hundreder af Sorger og Bekymringer for Børnene.

 

Men han som ser dette, tænker at dette er (et) særegent Tilfelde. Saa gaar han videre gjennom Gaden og finder akkurat de samme daarlige Forhold over alt og ikke bare der men hundrede andre Steder i Byen. Og saa kommer han maaske til at tænke: Disse stakkels Folk, de vilde nok ikke ha stor Glede, om jeg læste et skjønt digt for dem om ”Skovens Herlighed” om landlige Midsommernats drømme ude i paa Landet og lignende. Men kunde man da ikke gjøre noget for dem? Jo siger han til slut: Nu skal jeg skrive en blot og bar simpel Beretning om en  saadan Familie og skildre saa levende som muligt deres Liv. Det bliver ikke Samtidspoesi eller Længselsdrømmedigt, men saa kan dog Folk faa se hvilken Nød, vi rolig kan lade upaaagtet iblant os. Hvad nytter det siger han, at synge over Fryd og Fred og glade Dage, naar jeg ved, at saa mange, mange gaar og misunder os, som har det godt. Han vil ialfald gjør sit, for at Folk kan faa Øinene op. Og saa gaar han hen og skriver sin lille Skisse. Hvad han skriver er realistisk Literatur. Men naar denne Fortælling kommer ud paa Landet og blir læst af en drømmende Bondegut, synes han det er bare Tøv og Tull og …. Vore nyere Digtere, de skildrer Livet som det er, ikke som man drømmer sig det. De skriver realistisk Literatur, og det er den Slags som mest trænges i vor Tid ....

 

 

 

Det var vel ikkje heilt uvanleg at folk som flytta til hovudstaden etterkvart vart assimilert i bymiljøet og kanskje tok til å sjå litt ned på bygda og folket der dei kom ifrå. Systera hadde truleg vore utrygg på om broren hadde slike tankar, men i eit brev frå Sivert ser vi at slike haldningar var heilt framande for han, og m.a. skreiv han:  Aligevel tror du, at jeg skulde skjemmes ved eder! Nei du Anna du Anna! Du maa tænke mange andre rare ting, som kan tænke dette. Vil du og Sevrine komme hid ind i eders søndmørsdragt med kollehue paa hovedet, skal (jeg) spadsere med eder paa ”Karljohansgaden” blandt stadens fineste publikum, og jeg skal være stolt af at kunne sige til alle kjendte: ”Se disse staute, norske piger! De er mine søstre!”

 

Det vart aldri noko av at Anna eller Sevrine kom på vitjing til Kristiania, og Sivert kom heller aldri attende til Ørsta. Han hadde nok ynskje om å kunne ta ein tur attende til heimbygda. Der var ingen barndomsheim å kome tilbake til, ikkje berre var garden overteken av framande, men det klyngetunet på Digernes der Sivert og systrene hans vaks opp, var borte. Etter utskiftinga i 1883 var husa på Steinargarden flytta til eit nytt tun, det som vart heitande Arnegarden. Men han lengta nok sume tider etter å kunne treffe att systrene sine og slekt og vener i Hovdebygda. Sumaren 1888 hadde han rekna med å måtte reise heim for å exercere, men så vart det ikkje noko av. Då han møtte for Lægekomissionen i Kristiania, vart han friteken for militærteneste på grunn av ein liten hjartefeil. I eit brev skreiv han om dette og la til: jeg tror forresten denne feil ikke er saa svært slem heller. Om jeg da nogen sinde kommer til at reise hjem, det ved jeg ikke.

 

Men så fekk han tuberkulose, eller tæring, folkesjukdomen som for hundre år sidan herja i alle samfunnslag. Han var truleg prega av sjukdommen dei siste åra. Tuberkulose i seg sjølv utviklar seg gradvis til det verre, ein prosess som kunne ta månader og år. Men stigmatiseringa var kanskje like tung; folk visste ikkje korleis smitta vart spreidd og han vart truleg meir og meir isolert. I eit brev frå 1898 skreiv han mykje om minner frå barndommen, og han strevde med tunge tankar:  – dog hvorfor disse triste Minder? De hænger slig i mig, at de nesten stadig manes frem baade i vaagen og sovende Tilstand. Jeg drømmer saa ofte om de forskjellige Begivenheder i det ulykkens Aar, da vor Fader døde, jeg ser saa ofte for mig vor Moder, at mine Tanker mange Gange efter en saadan Drømmenat tilslut gjør mig bange. Du Anna har vor Faders lyse Sind, jeg har arvet vor Moders mørke Sind, og derefter skal du dømme mig.

 

I byrjinga av januar 1900 reiste systera Martha til Kristiania og vitja Sivert som då var særs sjuk og innlagt på Diakonhjemmets sjukehus. I eit brev fortalde Martha om møtet med broren som då var sengeliggande og utan større von om å bli frisk. Dei tala om mangt og sjølv om Sivert tykte det var mange ting han ville ha gjort, og gjerne ville leve, skjøna ho at livsmotet var borte. Martha siterte orda hans, og han slutta slik: “.. men når jeg tænker på alt jeg har lidt så vilde jeg helst velge at få dø, for jeg har ikke havt lyst at levet det op igjen ..

 

Den 11. februar, nær 34 år gamal, døydde Sivert Digernes av tuberkulose.

 

Mange aviser skreiv nekrolog om han. Verdens Gang skreiv mellom anna:

 ”Han hørte ikke til dem, der satte større Mærker efter sig i norsk Journalistik; forskjellige Omstændigheder, deriblandt i de senere Aar tiltagende Sygelighed, bevirkede, at hans utvilsomme Talent ikke kom til fuld Udvikling. Men især paa Reportagens Omraade har han i vort og andre Blade leveret ikke lidet, som kunde spaa ham en Fremtid under betre ydre Forhold.”

 

Dagbladet formulerte det slik:

Journalist Digernes døde igaar Klokken 2½ paa Diakonhjemmets Sygehus, hvor han havde tilbragt de sidste 4 Maaneder. Sigvart Digernes var født i Ørsten paa Søndmøre. Han var ved sin Død mellem 33 og 34 Aar gammel. I en ganske ung Alder kom han til Kristiania, og efter at ha gaaet en Tid på Skole begynte han at befatte sig med Journalistik. Han begynte med nogle stemningsfulde, velformede Smaaskisser i »Verdens Gang«. Siden har han vist sig som en dygtig og gløg Reporter og leveret Bidrag til flere herværende Blade. I den senere Tid har Sygelighed knækket hans Arbeidskraft, og han naaede ikke, hvad han engang lovede. Digernes var et varmhjertet Menneske og sine Venner en trofast Ven.

 

 

 
 
Redigert av Martin Furseth, mars 2012