 Sivert Digernes Fødd i Ørsta 1866 død i Kristiania 1900.
Journalist og skribent i Kristiania 1883 - 1900
|
 |
||||
|
Mellom papira som vi har etter Sivert Digernes fanst óg eit manuskript til ei lita novelle som han kalla Konkurence og Kjærlighet – skisse fra gamle dager. Novella kom på trykk i julenummerert til Møre-Nytt 2011 (innsendt av Martin Furseth). Originalmanuskriptet er utlånt av Ingrid Oda Mork, Oslo.
Konkurence og kjærlighed Skisse fra gamle dage Af S.D.
I min lille fødeby var der engang bare en barber og denne ene barber var enkemand og havde et eneste barn, en datter. Det var i de ”gode gamle dager”, da konkurencen endnu ikke havde trængt frem til hver krog af landet lige som nu for tiden, i hine dager, da to smaastadsborgere godt kunde møde hinanden uden at udbryde i Veklager over de daarlige tider. Som sagt, byen havde bare en barber, og han var den ogsaa velhjulpen med. Enhver, som kom ind i gamle Nilsens barbérstue følte sig som hjemme, og derinde blev dagens begivenheder paa det omhyggeligste drøftet og diskuteret. Nilsen var en populær mand inden byen, han kjendte betydningen af sin existens og vidste at vurdere den høit nok, og var det saa noget under, at han betænkte sig paa at give sin datter bort til den første, den bedste skreddersvend, som tilbød sig? Lad os ikke fortænke ham i at han resonerede som saa, at naar man har bare et barn og dette barnet ovenikjøbet er en smuk datter, saa bør man ikke forhaste sig med at gifte hende bort. Desuden var der nok af haabefulde, unge mænd inden byen, som nok med tiden vilde indse, at jomfru Nilsen ikke var saa daarligt et parti enda; derfor var det bedst at vente og se tiden an, tænkte gamle Nilsen. Men nu var det ulykken hans, som saa mange andre steder, at de to unge virkelig holdt af hinanden og ikke vilde give slip for noget godt kjøb. Pagten var med andre ord indgaaet med endligt løfte om troskab mellem Skreddersvenn Kristensen og jomfru Olga Nilsen, og de to var da ogsaa kommet til det resultat: Lad os vente og se tiden an. Og de ventede altsaa sammen, og tiden gik langsomt, som den alltid pleier at gjøre i slige tilfelder; men hvor meget man end saa den ”an” og spekulerede i den, saa saa det ikke ud til, at der vilde foregaa nogensomhelst vending i forholdene. Gamle Nilsen holdt paa sit. Men da fattede den utolmodige elsker en hurtig beslutning. Han vilde prøve den sidste udvei. Barber Nilsen sad ud paa kvelden i sin dagligstue med en avis i haanden og hvilede sig ud efter dagens besvær. Da bankende det paa døren. ”Kom ind.” og ind kom skreddersvend Kristensen klædt i reiseklæder fra top til taa. ”Godaften hr Nilsen!” ”Godaften, hr Kristensen, værsgod sid ned.” ”Aa tak, jeg er snart ferdig, og kan godt staa. Som De ved er forholdet mellem Deres datter og mig fremdeles uforandret”. Nilsen gjorde bare en grimase, den skulde betyde: ”Ved det nok.” Kristensen fortsatte: ”Der er heller ingen udsigt til at det nogensinde vil komme til at forandres; jeg spørger ham derfor nu for sidste gang om – ” ”Men Herregud, jeg har jo allerede sagt Dem, at – ” ”At der ingen ting bliver af den forbindelse,” suplerede Kristensen. ”Neivel, jeg siger det samme fremdeles.” ”Er det Deres sidste ord?” ”Ja mit sidste!” ”Godt, saa er vi kvit – for denne gang. Farvel!” ”Farvel, hr Kristensen, med forlov, skal De paa reis?” ”Kan hende det ja.” Han smuttede ud ad døren og var væk. Nilsen satte sig tilrette med sin avis og smilte helt fornøiet: Se saa, nu har man ham fra halsen; lad ham saa i Guds navn reise hvor han vil! – Men ude paa gangen stod hans datter og omfavnede den elskede bortdragende, idet hun endnu engang svor evig troskab.
Der gik et par aar, og ingen vidste, hvor skræddersvend Kristensen var bleven af. Der fortaltes rigtignok baade det ene og det andet; men ingen turde sige noget bestemt. Somme sagde, at han gik tilsjøs og var avanceret til styrmand, andre at han havde slaat sig ned som skredder i en liten by paa Østlandet og atter andre at han hverken var skredder eller styrmand, men at han simpelthen havde druknet sig ud paa fjorden samme kveld, som han forsvandt. Alle disse rygter blev tilbørlig diskuteret i Nilsens barberstue og antog her diverse tillæg og forandringer, hvorefter de sendtes ud for at gaa videre. Nilsen sørgede særlig for, at datteren fik høre dette om at han hadde druknet sig; men hver gang det kom paa tale om noget sligt, satt hun bare i at storle. Dette var noget besynderligt syntes faderen, hun maatte altsaa vide bedre besked, og han brød længe sit hoved med, hvorledes det egentlig kunde hænge sammen med denne Kristensen. Endelig kom der en løsning; Nilsen fik den nede i sin barberstue, hvor det gik fra den ene til den anden: ”Har Di hørt det?” ”Hvadfornoget?” ”At skreddersvend Kristensen er kommen hjem?” ”Nei, er det muligt?” ”Tilforladeligt sandt, jeg (har) set ham” ”Hvorledes ser han ud?” ”Flot som en gentleman med nydelige Knæbler og moderne haafrisure, kortsagt” ”Men hvor har han været disse aar?” ”Ja, det ved ingen” ”Hvad har han drevet paa da?” ”Jo, han har lært sig op til barber!” ”Ah!” Det gav et iskoldt sæt i den gamle, skikkelige Nilsen. Han begynte at forstaa noget af hvert - . Det varede ikke længe, før der kom et nyt skildt etsteds i den lille by, og alle, som gik forbi, stansede og leste de store, forgyldte bokstaver: Anton Kirstensen, barber & friseur. De gamle fædre rynkede paa næsen, naar de gik forbi – Hvad skulde nu ogsaa det være til. To barberer! Havde de ikke saa rundelig nok med en? Og var ikke gamle Nilsen en hæderlig og dygtig udøver af sit haandverk? ”Lad ham bare prøve,” mente andre, ”saa faar han se, at det ikke gaar i længden; vi holder nu paa den gamle, vi”. Men de unge herrer tenkte noget ganske andet. Var de ikke det, de havde sagt, at Nilsen skjemte ud baade haar og skjeg, eller visste han kanske, hvorledes den moderne haarfrisure skulde være? Nei, hos Kristensen var det noget ganske andet. For det første var der nu en komfortabel leilighet med ordentligt møblement og fuldt op av aviser, og saa forstod han, at behandle sine kunder med udsøgt Høflighed og kunde sno sig blandt dem med elegance. Saa havde han baade parfumer og lugtende vande og kunde, som sagt, behandle baade haar og skjeg efter nyeste mode. Og det blev lidt efter lidt en regel, at den, som vilde have sig ordentlig klippet, barberet og friseret, han maatte gaa til Kristensen. Det smittede paa de gamle ogsaa, snart maatte den ene snart den anden bare titte indom engang for at se, hvorledes man blev betjent af denne Kristensen, og eterhvert som de vænnede sig til de høflige buk og den lugtende parfume, kom de igjen gang paa gang og blev tilsist stadige gjester. Gamle Nilsen merkede det; thi hans barberstue stod tom hele lange dager igjennem. Han var grætten og tvær, skjændte paa datteren for alle ting og var ikke at stille tilfreds paa nogen maade. Der gik et halvt aar saaledes, og nu begyndte det at gaa rigtig til afters med ham. Bare nogle faa trofaste kunder holdt endnu paa ham. Nu begyndte han halveis at vente paa, at Kristensen skulde komme og fornye sit tilbud; men det gjorde han ikke. Der var altsaa bare en udvei, hvis alt skulde komme i orden igjen: Han maatte gaa selv. Barber Kristensen sad om aftenen paa sin un(g)karsleilighed og tænkte paa, om ikke den gamle nu snart skulde begynde at blive føieligere. Da bankede det, og ind traadte barber Nilsen. ”Godaften hr. Kristensen!” ”Godaften hr Nilsen, værsgod sid ned!” ”Tak; De havde vel ikke ventet mig, kan jeg tenke!” ”Nei, jeg maa tilstaa at – ” ”Aanei; det er jo rimelig nok, men der kan mangt forandres, ser De”. Kristenen svarede ikke, men anstrængte sig for at se sin gamle modstander i øinene, om der skulde være foregaaet nogen forandring med ham. Denne forsatte: ”Jeg pleier altid at være kort, og derfor vil jeg nu bare spørge Dem ligefrem om De ikke ligesaa godt kunde overtage min gamle barberstue?” ”Hm, ja, det kommer an paa, hvad som følger med” ”Min datter følger med” ”Er det et ord?” ”Det er mit alvor”. Kristensen sprang op, gik hen og tog hans haand. ”Godt, svigerfar, jeg slaar til, og saa er vi vel dus med det samme” ”Lad det være saa. Naar flytter du?” ”Imorgen, om saa skal være” ”Nuvel, imorgen eller i overmorgen, gjør mig nu den tjeneste at følge med hjem.” Der var intet Kristensen heller ønskede og fra den kveld af og lang tid bagefter var der atter bare en barberstue i den lille by, men rigtignok to barberer. Nu er der nok flere; thi konkurancen har atter hjemsøgt den Lille afkrog langt frygteligere end i hine gamle dager.
|
|||||
 |
Redigert av Martin Furseth, mars 2012 | ||||
