(Denne novella var trykt i Verdens Gang, julenummeret for 1890, og seinare trykt i Møre-Nytt jula 1910)

  Anders Moen stod aarle om Morgenen henne i Ildhuset og mejskede Malt til Juleøllet sitt. Paa gruen flammede og spragede de tørre Birkekubber, og over Flammen hang Storgryden med dampende Einelaag. Kjørlerne var vasket og stillet paa sin Plads, og Anders glædede sig til, at han snart skulde faa se den brune, søde Vørteren sirle ud af Kranen i Bryggesaaen.

  Han var den eneste, som var oppe paa hele Gaarden. Hanen hans Nils Bortigaarden havde ikke galet endnu, og Klokker-Jørgen sov paa sit grønne Øre. Anders ønskede i sit Hjerte, at han maatte sove baade vel og længe, for fik han Næsen i, at der bryggedes Øl, var han vel ude med Læseriet og Afholdssnakket sit igjen, og det var Mand, som havde gode Talegaver og kunde skræmme Verdens Lyst ud av nogen hver, det vidste han fra før.

  Derfor havde han faret stilt og forsigtig med dette Bryggerasket. Om Natten havde han tørket Maltet, og om Natten havde han malet det paa Ole Lystad sin Kværn, som var den eneste i hele Bygden, der kunde rikse og gaa nu i Gneldrefrosten med de tilfrosne Elve. Nils havde endda faat Løfte paa et Halvanker Øl for Umagen, hvis han vilde holde Kjæft.

  Ti det var en farlig Tid at brygge Øl i. Efterat Læseriet i Bygden havde faaet Bugten, fik Afholdsvæsenet begge Enderne, og de var blet Afholdsfolk fra den ene Ende av Sognet til den anden med Undtagelse af Unggutterne, som kjøbte Vin i Smug hos Landhandleren og drak sig fulde i Skog og Mark. Det var afgjort, at det var Synd at drikke, og de, der havde Øl at byde i Julehelgen, var blet en Forargelse i Menigheden, som der snakkedes ondt om i hver en Krog. Siste Gang han Ola Moen bryggede, havde man set den Vonde danse om Øltønden hans, og Skræk og Forfærdelse havde bredt sig viden om. Nu var Ola med i Afholdsforeningen, og Bryggekarrene stod støvede og revnede i Staver næsten paa hver Gaard.

- Hvis der var noget i det der, at den Vonde havde vist sig, tænkte Anders og saa sig om i Ildhuset, saa var nu ikke h a n saa øltørst, at han vilde trodse Vorherre for den Skyld, men han var ikke saa sikker paa, at det ikke var Opspind og Fanteri det hele. Aldrig havde han kunnet faa i sit Hode at en ikke kunde bli salig, fordi om en drak en Bolle Øl ved de store Højtider. Før i Tiden bryggede næsten hver Mand baade til Jul og Jonsok, og det var ikkje faldt en levende Sjæl ind, at der var noget galt i det.

  Men en fik indrette sig, som en havde Folk for sig efter, og det var best at vække saa liden Forargelse som muligt; derfor var det godt, at Klokker-Jørgen sov. Skulde han nu komme ruslende forbi ud paa Dagen, fik han stænge og holde gode Miner i det længste, og naar Øllet en gang var færdigt og laa paatappet i Kjælderen, skulde ikkje mange have vondt af det, og da han var saa heldig, at ingen i hans Hus hørte til de vakte Afholdsfolk, kunde han vel gjøre Regning paa, at der ikkje blev noget Staak og Spektakkel for den Ølskvættens Skyld.

                  ***

  Men Klokker-Jørgen var en aarvaagen Mand. Da Hanen hans Nils Bortigaarden havde galet, var ogsaa han paa Benene, og da han barfodet og i bare Underklæderne hokrede hen til Vinduet for at se paa Vejret, blev han var, at det lyste af Sprækkerne i Ildhuset hos Anders.

- De holder vist paa med Julebagsten alt hos han Anders – sagde han og vendte sig mod Sengen, hvor Andrea endnu laa og sov.

- De holder vist paa med Julebagsten, jeg ser der lyser i Ildhuset! – gjentog han, da der ikke blev svaret, men Andrea sov væk og hørte ikke sin aarvaagne Mands Ord.

Han tændte Lys og saa paa Klokken, blev ærgerlig, fordi han havde vaagnet saa tidlig og tyede atter til Sengen, hvor han blev liggende og stirre hen i Mørket.

- - Hvad var det nu i Grunden der brændte Lys for borte hos Anders? Naar han tænkte sig om, saa plejede de jo at bage paa Kjøkkenet. – En kunde nu faa saa mange Tanker – men netop paa denne Tiden var det, han plejede at brygge i gamle Dage. Ja, for det var et Par Aar siden nu, at det blev gjort der paa Gaarden.

- - Ikke tænke ondt om din Næste – ikke tænke ondt, Jørgen! Mærkelig ogsaa, hvor Menneskenaturen var tilbøjelig til den Ting!

   Han blev liggende og døse, og Tankerne smøg ind gjennem de oplyste Sprækker i Ildhuset hos Anders, saa meget han end strævede med at holde dem tilbage, og han saa ham staa og øse Einelaag over Maltet i Bryggesaaen. Det lugtede Malt og Vørter – sandelig var de ikke, som om Duften steg op i Næsen paa ham, der han laa – dejlig fin Duft i Grunden. Øjnene lukkede sig, og der steg et nyt Billede frem, mens Hovedet seg nedover Puden.

   Det havde taget Overhaand med Svir og Drik som i gamle Dage, Unggutterne laa ude i Buskene og drak af Landhandlerens Vin, Luften gjenlød af ugudelig Felelaat, drukne Mænd ravede langs Vejene, og oppe ved Ole Klevens rødmalede Væg dansede den Vonde Polka omkring en Øltønde.

Han slog ud med Armene og traf Andrea, som nu vaagnede samtidig med ham.

- Jeg havde en fæl Drøm, Andrea! Skal vi ikke staa op nu? Hanen galer anden Gang – og det har længe lyst borte i Ildhuset hans Anders.

- - Ikke tænke ondt om din Næste, Jørgen! Besynderligt alligevel med den fordærvede Menneskenaturen. – Havde han ikke forresten et Ærend borte hos Anders? ”Missionstidende!” Han havde ikke faat siste Hefte endnu. Klokker-Jørgen var Abonnentsamler og havde faat sin Nabo til at holde Bladet, skjønt han med Bedrøvelse havde mærket, at Interessen for Missionen ikke var saa levende hos ham som ønskeligt.

   Saa tog Jørgen ”Missionstidende” i Haanden, da det vel var bleven lys Dag og vandrede bortover Jordet. Henne ved Ildhuset vejrede han forsigtig, og det forekom ham, at han atter kjendte denne Duft av Malt og Vørter. Endnu en Gang drog han Luften gjennem Næsen – jo! – endnu en Gang – jo! Og atter stod det for ham det stygge Drømmesyn og stemte hans Sind til dybt Alvor.

Det puslede derinde, og han hørte, hvor det spragede paa Skorstenen. Han aabnede Døren. Jo – midt i Maltdampen sad Anders paa en Krak og skjelede hen til ham, mens Vørteren sirlede og randt af den blanke Messingkran.

- Signe Arbejdet.

Anders reiste sig og hængte Øsen han holdt i Haanden, fra sig.

- Du synes nu vel ikke det er signendes, Jørgen.

Jørgen svarede ikke, og der var stilt en Stund.

- Se her har jeg sidste Hefte af ”Missionstidende” til dig, sagde han endelig og tog Plads paa en hvælvet Stamp. – Der er et opbyggeligt Brev fra Antananariwo.

- Ja, han skriver gode Breve den Manden.

- Antananariwo er en By, Anders!

- Er det en By? Ja, jeg er nu lidt svag i Hukommelsen, jeg.

- Bryggede du til Jul i fjor, Anders?

- Nej.

- End i Foraars?

- Nej.

  Lyden af den sirlende Vørter lød saa uhyggelig, mens Klokker-Jørgen talte. Han skulde med største Fornøjelse have givet Afkald paa Juleøllet, hvis han kunde have sluppet dette her. Det drog sammen til et Opgjør nu, det mærkede han, og Jørgen havde saa urimelig let for at snakke Folk rundt.

- Jeg trodde, du vilde lade det være iaar ogsaa, jeg.

  De sad og saa paa hinanden en Stund, og ingen sagde noget. Birkekubberne spragede, og Einelaagen dampede, og en behagelig Varme spredtes om dem. Anders havde rejst sig, karret i Gruen, sat sig igjen og kremtet flere Gange, før han svarede.

- Jeg kunde nu gjerne lade det være ogsaa -

- Men du lod det ikke være alligevel?

- En Ølskvæt kan være godt at ha, naar en nyder med Maade, og nogen Forargelse tænker jeg ikke det skal bli for den Sagens Skyld.

- Ja, er du nu saa sikker paa det? Vi har Ansvar paa os, vi, som ældre er. Ser vi ikke, hvorledes Ungdommen forfalder? Hvorfor skulle vi i Gjerning omstøde, hvad vi lærer dem i Ord? Hvi skulle vi have Giften tilhuse, naar vi lærer de Unge: I skulle ikke smage den?

- Nogen skriftlærd Mand er jeg nu ikke, svarede Anders og drog paa Ordene, men at det skal være nogen Synd –

- At vække Forargelse er Synd, og at være en Anstøtsten for de ubefæstede er ogsaa Synd. Du kan ikke strø gloende Jern paa Vejen, hvor din Næste færdes, sigende: jeg har ikke syndet, ti jeg brender mig ikke selv. Der er andre, som kan brænde sig, Anders! – Og desuden har vi jo havt Paamindelser nok i de siste Dage. Ole Kleven er blet en helt anden Mand han nu –

- Ja, naar en kunde tro noget paa den Historien, saa. – Men det var jo i Skikkelse som en svart Hund, de saa ham, og der er nu mange svarte Hunder i Bygden.

- Se Menneskenaturen, hvor den er færdig med sine Tvil! – Vi behøver ellers ikke at gruble over den Ting, Vi har Vidnesbyrd nok alligevel.

- Du har gode Talegaver, Jørgen, det ved jeg. Jeg kunde nu saa gjerne la være med hele Bryggerasket ogsaa.

- Jeg vi ikke nøde dig til noget, det er ikke slig at forstaa.

- Nej, nej, men jeg kunde nu gjerne lade det være, som sagt.

- En bedre Samvittighed vilde du have da, det er sandt.

- Men det er ligesom Synd at slaa væk denne Vørteren ogsaa –

  Klokker-Jørgen foldede Hænderne, lagde Albuerne paa Knæerne og drejede Tommelfingrene om hinanden, mens han gløtted hen til Anders.

- Der kunde nok blive Brug for den kanske. – Men agt nu paa, at du handler af fri Vilje. - - Vi har tænkt at holde en Bazar i Afholdsforeningen i Julen. Til Beværtningen trænger vi Kager, og Vørterkager er jo ikke at foragte. Om du bragte noget af denne Vørteren din til Bageren? - - Men det maa ske af fri Vilje, Anders! Der er ingen Velsignelse i det, som gives, uden at Hjertet er med.

Anders saa ned for sig en Stund og et vemodig Udtryk lagde sig over hans rødskjæggede Ansigt.

- Jeg faar gjøre det, sagde han og dirrede lidt i Stemmen.

- - Godt, godt, Anders, naar det bare er af fri Vilje, - saa siger jeg Tak paa Afholdsforeningens Vegne.